Fortsæt til indhold
Sport

Tidligere Tour de France-vinder åbner op om kokainmisbrug

Bradley Wiggins fortæller nu åbent om stofmisbrug, som ifølge familien risikerede at koste ham livet.

/ritzau/

Den tidligere cykelstjerne Bradley Wiggins fortæller nu, hvor tæt han var på at miste livet af sit kokainmisbrug.

I et interview med The Observer fortæller den tidligere Tour de France-vinder og femdobbelte olympiske guldvinder om, hvordan han efter sit karrierestop havnede i en ond cirkel af gæld og afhængighed.

- Der var tidspunkter, hvor min søn troede, at jeg ville blive fundet død om morgenen, siger britiske Bradley Wiggins til The Observer.

- Jeg var en velfungerende misbruger. Folk lagde ikke mærke til det. Jeg var påvirket det meste af tiden i mange år. Jeg tog enorme mængder af kokain. Jeg havde et virkelig alvorligt problem. Mine børn var ved at sende mig i afvænning, tilføjer han.

Foto: Matthew Childs/Reuters

Bradley Wiggins udgiver senere på året en selvbiografi, som beskriver en hård barndom samt karrierens op- og nedture.

Han har blandt andet tidligere fortalt, at han blev udsat for grooming som 13-årig af en træner.

45-årige Wiggins er far til to og stoppede med stofferne for et år siden, efter at han indså, at han måtte gøre noget ved sin afhængighed.

I sin aktive karriere vandt Wiggins som den første brite nogensinde Tour de France i 2012. Han vandt også OL-guld flere gange i banecykling samt OL- og VM-guld i enkeltstart, inden han stoppede karrieren i 2016.