Rasmus Højgaard lægger stærkt fra land i Texas
Rasmus Højgaard kom torsdag rigtig fint i gang ved turneringen CJ Cup Byron Nelson og er med i topstriden.
Kun en enkelt bogey trak ned på det solide scorekort, som danske Rasmus Højgaard kunne underskrive i klubhuset efter første runde af turneringen CJ Cup Byron Nelson i Texas.
Danskeren leverede syv birdies undervejs på de 18 huller, og det placerede ham på en delt femteplads i seks slag under par i PGA Tour-turneringen, da han var færdig.
Der er stadig en del spillere, som ikke er færdige med runden endnu. Det gælder blandt andet hans tvillingbror Nicolai Højgaard og Niklas Nørgaard.
24-årige Rasmus Højgaard lagde roligt fra land med fire gange par, før han kom ind i en forrygende stime på vej mod halvvejsmærket på runden.
Han indledte runden på hul 10, og da han på hullerne 14, 15, 16 og 17 lavede birdies, spillede han sig for alvor frem i feltet.
Rundens eneste bump kom kort efter på hul 1. Her måtte han notere sin eneste bogey, men det fik ikke lov til at forpurre en fin runde.
Det blev til tre birdies mere på de resterende huller på en absolut godkendt åbningsrunde.
Thorbjørn Olesen, den sidste af de fire danskere i turneringen, leverede også en fin første runde i fire slag under par.
Turneringen har en samlet præmiesum på 9,9 millioner dollar. Det svarer til omkring 65 millioner kroner. Af dem går 11,7 millioner kroner til vinderen.