Fortsæt til indhold
Sport

Carlsens cowboybukser går for 260.000 kroner på auktion

De cowboybukser, som kostede Magnus Carlsen deltagelsen ved VM i hurtigskak, er blevet solgt på auktion.

/ritzau/

Magnus Carlsen skabte postyr i skakbranchen, da han mellem jul og nytår stillede op til VM i hurtigskak iført cowboybukser.

Det var nemlig ikke i overensstemmelse med turneringens dresscode, og den norske skakstjerne blev sparket ud af turneringen.

De pågældende cowboybukser, som blev omdrejningspunkt for heftig omtale verden over, er nu blevet solgt på en auktion.

En anonym person har hostet op med 36.100 dollar svarende til knap 260.000 kroner for de blålige jeans af mærket Corneliani.

Det bekræfter chess.com, som har været med til at organisere auktionen. Overskuddet kommer til at gå til organisationen Big Brothers Big Sisters.

Da Carlsen i cowboybukser mødte op til en kamp ved VM i hurtigskak, fik han en bøde på 200 dollar og blev samtidig advaret om, at han ville blive diskvalificeret, hvis han ikke skiftede til mere passende benklæder.

Det krav ville nordmanden ikke efterkomme, selv om han var klar over, at det kunne koste ham den videre deltagelse ved VM, som han havde vundet fem gange tidligere.

Og sådan endte det. Dommerne nægtede Carlsen at gå til bordet til niende runde.

Carlsen forklarede efterfølgende, at han havde været ude at spise frokost, og at der bagefter ikke var så meget tid til at skifte tøj. Og så endte det som en principsag.

- Det er måske en dum principsag, men jeg synes ikke, det er særlig sjovt, hvis det skal være sådan, sagde Magnus Carlsen, der erklærede, at han var træt af Det Internationale Skakforbund (Fide).

Han oplyste samtidig, at han trak sig fra VM i lynskak få dage senere. Inden turneringsstart nåede han dog til enighed med skakpræsident Arkady Dvorkovich, som tillod nordmanden at bære cowboybukser.

Magnus Carlsen endte med at dele VM-trofæet med Ian Nepomniachtchi.