Gigantiske bøder til sportsstjerner: Nu skal det være slut med »fuck you«
Real Madrids Jude Bellingham fik rødt kort for at bande ad dommeren. Men det er ingenting i forhold til, hvad motorsportens "bad boys" skal straffes med.
I sportens verden møder man ofte udøvere, der bander og svovler, når adrenalinen raser i årerne.
Men i den seneste tid er udråbene kommet på dagsordenen i både fodbold og motorsport.
I spansk fodbold modtog Real Madrids Jude Bellingham et rødt kort for at sige »fuck off« til en dommer.
Forseelsen skete i det 39. minut i en kamp mod Osasuna, da Bellingham gik hen til dommeren og pegede rundt på banen, hvor han mente, at dommeren havde begået fejl i kampen.
Ifølge medier svarede dommeren: »Tal til mig med respekt,« hvortil Bellingham svarede: »Jeg taler til dig med respekt,« hvorefter han vendte sig om og sagde »fuck off«.
Herfra blev det en kamp om ordvalg. Dommeren mente at have hørt »fuck you« – altså en profanitet henvendt direkte mod ham – mens Jude Bellingham mente, at det var »fuck off«, som kan betragtes som en ed i frustration.
I Spanien tager man ikke let på fodbold – specielt ikke, når Real Madrid er involveret – og dønningerne efter eksplosionen kunne høres flere dage efter. I det tabloide tv-show ”El Chiringuito” inviterede man en underviser i engelsk ind for at fortælle om forskellen på de to forskellige ”fuck”-vendinger.
Bellinghams sag blev ikke bedre af, at der pludselig florerede adskillige klip, hvor man kan høre ham bande og svovle – alene ugen før svinede han en linjedommer til med »fuck you, man, fuck off«.
Jude Bellingham modtog to dages karantæne for bandeordene, men straffen indeholdt trods alt ikke at få munden vasket med sæbe.
I motorsporten vil sæbesmagen måske være at foretrække i forhold til bødestørrelserne.
Her er Den Internationale Motorsportsunion, FIA, gået så langt som at lave en detaljeret tabel for, hvordan kørerne kan straffes, hvis de bander under en pressekonference: Første gang koster det en bøde på 360.000 kr., anden gang 720.000 kr., mens hammeren falder nådesløst ved tredje overtrædelse, hvor det koster godt 1 mio. kr., en måneds karantæne og fratagelse af point i tabellen.
Beslutningen om at formalisere straffen er kommet, efter at flere Formel 1-kørere har fået et rap over nallerne. Mest kendt er verdensmester Max Verstappen, der i 2024 sagde, at opsætningen af hans bil var »fucked« på et pressemøde. Som straf modtog han samfundstjeneste, hvor han skulle holde foredrag for unge mennesker i Rwanda under FIA’s gallashow.
Verstappen boykottede herefter pressekonferencerne, og da han endelig dukkede op igen, svarede han med enstavelsesord.
Indtil videre er kørerne ikke blevet straffet for at bande, når de under løbene kommunikerer med deres løbsingeniør.
I Formel 1 har man valgt at redigere de grimme ord ud med en biplyd.
I 2024-sæsonen blev danske Kevin Magnussen ofte redigeret. Han har igennem hele sin karriere været kendt for at have et særdeles ligefremt og kulørt sprog, men faktisk mere pænt end hans daværende teamchef Günther Steiner, der – nærmest pga. sproget – blev brugt som underholdning i Netflix-serien ”Drive to Survive”.
Her kunne man bl.a. se ham tænde helt af, da begge biler udgik af et grandprix.
»Vi kunne have lignet fucking rockstjerner, men nu ligner vi en flok fucking pikspillere,« sagde han.
Günther Steiner har da også givet sit besyv med over for straffene.
»Det er ikke robotter, der kører bilerne, men mennesker, og de har følelser,« siger han til The Athletic.