Fortsæt til indhold
Sport

Tauson er spændt på møde med verdens bedste

Clara Tauson glæder sig til at mærke, hvor hårdt verdensetteren Aryna Sabalenka egentlig slår til bolden. Det får hun lov til i Australian Opens tredje runde.

Der venter Clara Tauson en af karrierens største kampe, når hun fredag står over for verdens bedste kvindelige tennisspiller, Aryna Sabalenka, i tredje runde ved Australian Open.

For selv om Tauson har flere finaler og titler på cv’et, så bliver scenen ikke meget større end ved en grand slam-turnering, hvor verdensranglistens nummer et står på den anden side af nettet.

Det bliver uden tvivl en stor mundfuld, men alligevel er det primært en meget spændt Clara Tauson, der ser frem til at møde Sabalenka for første gang.

»Selvfølgelig er det ærgerligt, at man skal spille mod verdens bedste tennisspiller i en grand slam og på et tidspunkt, hvor man er inde i et godt flow. Men det er jo bare en mega fed kamp. Jeg er spændt på, hvad der kommer til at ske, og hvor hårdt hun slår. Jeg har aldrig trænet med hende, og jeg har aldrig spillet mod hende, så det bliver super fedt,« siger den 22-årige dansker.

Tauson har indtil videre vist storform ved Australian Open. I anden runde imponerede hun ved at feje den 37-årige tysker Tatjana Maria af banen på godt en time med cifrene 6-2, 6-2.

I første runde var der lidt mere tvivl om udfaldet, da Tauson var oppe mod tjekkiske Linda Noskova, verdens nummer 30. Danskeren tabte første sæt, men fik vendt tingene på hovedet og vandt 5-7, 6-3, 6-4.

Sabalenka har haft en relativt problemfri start på turneringen. Hun har vundet sine to første kampe i to sæt.

Den 26-årige belaruser er blandt andet kendt for en meget kraftfuld spillestil. Ved grand slam-turneringen US Open havde Sabalenka sidste år det gennemsnitligt hårdeste forhåndsslag af alle – på tværs af både kvinder og mænd.

Men selv om Tauson ikke helt kan måle sig med den kraft, så er der ligheder mellem de to spilleres ret aggressive stil.

»Det er en spiller, jeg måler mig meget imod, fordi jeg synes, at vi har nogle af de samme kvaliteter og lidt samme spillestil. Så jeg håber, at jeg kan vise noget af mit bedste tennis. Jeg kan godt lide at møde spillere, der laver nogle fejl, som jeg også selv gør, og prøver at spille aggressivt,« siger Tauson.

Også Sabalenka ser ligheder mellem de to.

»Jeg ved, at hun er en aggressiv spiller. Hun server godt og slår ret tungt til bolden. Så det bliver en god duel, og jeg ser meget frem til at møde hende for første gang,« sagde Sabalenka på et pressemøde efter sin sejr i anden runde.

Sabalenka har vundet Australian Open de seneste to gange. Alligevel lader Clara Tauson sig ikke slå ud på forhånd.

»Jeg tænker mest på, at jeg gerne vil spille mod de bedste og måle mig op imod dem. Det er ikke hver dag, man får lov til at spille mod verdens bedste tennisspiller. Det er fedt at få lov til at prøve. Og så skal jeg jo bare gå ind og tro på det. Der er jo ikke nogen, der siger, at jeg allerede har tabt,« siger danskeren.

Kampen mellem Tauson og Sabalenka spilles fredag i Melbourne.

Clara Tauson har opskriften klar:

»Jeg skal gøre det samme, som jeg altid gør, og så skal jeg gå ind på banen med et ekstra stort smil på læben,« siger den 22-årige dansker.