Dansk ultraløber slog verdensrekord - nu bliver hun anklaget for at have snydt
Stine Rex afviser rivalens udmelding og forklarer, hvordan hun sørgede for at undgå at gøre noget ureglementeret.
I løbet af seks dage fik Stine Rex løbet så mange gange rundt om søen i Aabybro, at hun endte med at slå verdensrekorden på 901,8 km.
Den 45-årige ultraløber nåede op på 913 km, indtil hun stoppede søndag middag.
Den hidtidige milepæl i seksdagesløb for kvinder var blevet sat af Camille Heron, og amerikaneren har reageret på rivalens rekord ved at levere en beskyldning.
»Ulovlig pacing i dagevis. IAU (Den internationale forening for ultraløbere, red.) er allerede klar over det og vil ikke ratificere rekorden,« skriver amerikaneren på det sociale medie X.
Bad barn om at flytte sig
Den danske løber afviser beskyldningen om at have fået uretmæssigt hjælp undervejs. Ifølge reglementet må en løber ikke blive skærmet eller hjulpet frem af en anden person, der f.eks. løber lige foran.
»Der var måske et barn foran mig i et sekund. Så jeg spurgte pænt, om han ville bag mig eller foran golfbilen,« skriver Stine Rex på Facebook ifølge TV 2 Nord.
Der er endnu ikke kommet en officiel udmelding fra den internationale union, International Association of Ultrarunners.
Tidligere på sommeren slog Stine Rex en anden verdensrekord, da hun nåede længere end nogen anden tidligere har formået i løbet af 48 timer.
Efterfølgende skrev den svenske ultraløbsjournalist Daniel Wstergren på Facebook, at rekorden ikke kunne blive ratificeret, fordi der ikke var blevet indleveret en officiel ansøgning fra arrangøren.
Dengang slog Stine Rex fast, at hun havde fået besked på, at der ikke skulle være nogen problemer med at få gjort rekorden officiel.
»Jeg tænker bestemt, at der kommer styr på det. Og selv hvis det ikke ender med at stå officielt på internettet eller på et stykke papir, så er der ingen, som kan tage fra mig, at jeg er verdensmester, og at det er min verdensrekord,« sagde hun til TV 2 Nord.