For første gang i 20 år: Sandra Toft og håndboldkvinderne er olympiske medaljevindere

Selvfølgelig skulle Sandra Toft spille en hovedrolle i karrierens største teaterstykke.

Målmanden fik debut på landsholdet, da holdkammeraten Emma Friis gik i 3. klasse. Med røde øjne og trillende tårer har Sandra Toft utallige gange i de seneste 16 år både forsvaret danske fiaskoer og strålet af medaljestolthed.

Man kan næsten mistænke hende for at elske sit landshold højere end sin familie.

Derfor var der absolut intet at sige til, at Sandra Toft ikke kunne være i sig selv af lykke og lettelse over lørdagens danske triumf.

Danmark slog Sverige i den tidlige OL-bronzekamp med 30-25, og dermed kan håndboldkvinderne for første gang i 20 år kalde sig olympiske medaljevindere.

»Det er store følelser. Det er glæde og stolthed over at bringe en OL-medalje hjem til Danmark. 20 år er lang tid. Vi har virkelig arbejdet røven ud af bukserne. Jeg er virkelig stolt af at være en del af dette hold,« sagde Sandra Toft efter sejren.

Et resultat, der fik hele ledelsen i håndboldforbundet til at strække armene i vejret på tribunen. Et resultat, der er den foreløbige kulmination på Jesper Jensens periode som landstræner.

Fem semifinaler i træk. Fire medaljer i træk. En medalje fra både VM, EM og nu OL.

»Jeg er virkelig stolt af denne medalje. Det betyder alt frem for at få den fjerdeplads, der er den værste placering,« sagde forsvarsspecialisten Line Haugsted.

Kristina Jørgensen tilføjede:

»Der er nogle af pigerne, der er meget rørte. Der er nogle, der virkelig har fortjent denne medalje,« sagde bagspilleren.

Helt som ventet blev bronzekampen i store perioder en nervøs og usikker omgang. Hvem kunne også have forestillet sig andet?

Den største kamp i karrieren for langt de fleste af spillerne. Den ottende kamp på 17 dage efter en i forvejen lang og udmattende sæson – både fysisk og mentalt.

Selvfølgelig blev det også målfattigt, selv om håndboldspillet i sig selv aldrig har været mere tempofyldt. Danmark har under hele OL haft store problemer med ikke kun at score, men også blot at få angrebsspillet til at glide uden kollektive småfejl og personlige bommerter.

25 danske mål i snit per kamp efter de første syv opgør. Ingen kampe med 30 danske scoringer. Flere tal er ikke nødvendige. Særligt Mie Højlund og Louise Burgaard har haft det mere end svært.

Det virker til, at de har manglet timing og tro på sig selv, og derfor begyndte sidstnævnte på bænken i bronzekampen. Det var i øvrigt helt fortjent.

Symptomatisk nok blev Louise Burgaard allerede efter 10 minutters spil bedt om at smide overtrækstrøjen. Det fungerede alligevel ikke for alvor uden den rutinerede back.

Til gengæld fungerede Danmarks defensiv i allerhøjeste grad. Det er også holdets absolutte styrke – at forhindre modstanderne i at score. Landets bedste kvindespillere har deres spidskompetencer i at redde, tackle, slås, nedbryde og destruere, og det blev udnyttet mod svenskerne.

På skift sørgede Line Haugsted, Kathrine Heindahl og søstrene Rikke og Sarah Iversen for at afmontere de svenske angrebsidéer.

»Det var en mærkelig kamp. En hård kamp at komme igennem rent fysisk. Der var ikke meget tempo og en del fejl,« forklarede Line Haugsted.

Bedste dansker var dog Sandra Toft, landsholdsanføreren, der har spillet en minimal rolle i kvart- og semifinalen. Her har Althea Reinhardt været frontfiguren, men hun var overraskende nok blevet fravalgt fra start.

Ingen savnede dog Reinhardt, for Sandra Toft præsterede på samme høje niveau. Tre redninger efter fem minutter. Ni redninger i første halvleg.

Det medvirkede til en smal dansk pauseføring på 15-13.

Opturen fortsatte i anden halvleg takket været Helena Elver, der havde erstattet en tilsyneladende småskadet Burgaard. Playmakeren var direkte og modig, og pludselig var Danmark i front med fire mål.

Et ikke uvæsentligt overtag i en kamp, hvor nerver overstrålede evner, hvor forsigtighed trumfede flot spil.

Se blot Kristina Jørgensen. Hun var personificeringen af Danmarks offensive præstation. Et par gode aktioner her, et par dårlige der. Som om hun ikke vidste, om hun skulle fortsætte i høj fart langs motorvejen, tage afkørslen eller foretage et pitstop i nødsporet.

Det blev lidt en blanding af det hele. For både Jørgensen og resten af landsholdet. Chancer var der masser af, men den sidste skarphed, den afgørende aflevering eller afslutning var for dårlig. Derfor formåede håndboldkvinderne ikke at rykke afgørende fra Sverige.

I hvert fald ikke før Odense-duoen Helena Elver og Mie Højlund besluttede sig for, at nok skulle være nok. De spillede med den savnede fart og kreativitet, og så var Danmark foran med fem mål med under fem minutter igen. En stærk slutspurt af Højlund.

Modsvaret fandt Sverige aldrig, og derfor skrev Sandra Toft og co. dansk håndboldhistorie.

»Det har været min drøm at deltage ved OL og vinde en medalje, siden jeg som et lille barn så landsholdet vinde og vinde. Derfor betyder denne bronzemedalje rigtig meget for mig,« sagde Sandra Toft.