Den største af de største sportsstjerner
Det er 26 år siden, Michael Laudrup sidst berigede dansk fodbold med sit enestående talent. Når han 15. juni runder 60 år, er han stadig det største sportsnavn.
Michael Laudrup er i årtier blevet nævnt som Danmarks måske største sportsnavn gennem tiden. I 2021, da Danmarks Idrætsforbund (DIF) fejrede 125-års jubilæum, blev det bekræftet.
Af en DIF-jury og seere blev han kåret som den største af de største sportsstjerner i Danmark nogensinde. Lørdag den 15. juni runder fodboldunikummet 60 år.
»På den ene side er jeg fantastisk stolt over at have fået prisen, og at folk har stemt på mig,« sagde Laudrup fra scenen efter kåringen og fortsatte i vanlig ydmyg stil:
»På den anden side synes jeg ikke, at man kan lave det her til en konkurrence.«
Men det gjorde DIF, og Laudrup vandt. Som han ofte gjorde i fodboldkarrieren.
Danske fans kan stadig følge ham på tv fra tid til anden, når han optræder som fodboldekspert hos Viaplay. Men derudover er han mindre i rampelyset end tidligere.
Det skyldes blandt andet, at hans seneste trænerjob sluttede tilbage i 2018. Og han har ikke tænkt sig at tage et nyt, kan man forstå på et fødselsdagsinterview til TV 2. Det var et definitivt stop for den karriere, for at at have tid med familien.
»Ja, det er definitivt. Jeg havde for nylig en snak med Jorge Valdano, der var min træner i Real Madrid. Vi snakkede om, hvor meget fodbolden betød for os. Han sagde, at havde han mere end et liv, så ville det ene udelukkende være fodbold som spiller og træner. Men det har vi jo ikke, så derfor er det om at få så meget ud af det, man også vil i livet, i tide,« siger fødselaren til TV 2.
Alle voksne danskere kender historien om boldbegavelsen Finn Laudrups ældste søn, der kom til at spille i nogle af verdens største klubber, og som var med til at løfte det danske landshold op i den europæiske top.
Han vandt nationale mesterskaber med Juventus, Barcelona, Real Madrid og Ajax. Og han blev i sine år i spansk fodbold (1989-96) en af verdens bedste spillere.
Han landsholdsdebuterede på sin 18-års fødselsdag i 1982, var med i hele opturen i 1980’erne under Sepp Piontek og takkede af 16 år og 104 landskampe senere med VM-kvartfinalen mod Brasilien.
Det er et af sportens store paradokser, at Danmarks største fodboldbedrift – EM-triumfen i 1992 – blev lavet uden hans medvirken.
Laudrup, der dengang var på toppen af sin karriere, havde svært ved at finde sig til rette i daværende landstræner Richard Møller Nielsens lidt rigide system og droppede landsholdet i en periode.
At Laudrup ikke er med på jubelbillederne fra Københavns Rådhus, hvor EM-pokalen blev luftet, forhindrede ham dog ikke i at blive kåret som Danmarks bedste spiller nogensinde.
Ved den lejlighed - i 2006 - troppede danskerens gamle holdkammerat fra Juventus, daværende Uefa-præsident Michel Platini, op for at hylde ham. Mindre kunne ikke gøre det.
Det lå i kortene, at Laudrup en dag skulle være dansk landstræner. Men da chancen opstod i 2015, lod han den fare.
»Jeg vil gerne indrømme, at det var et meget vanskeligt valg. Men i sidste ende valgte jeg altså at takke pænt nej,« fortalte Michael Laudrup til Ekstra Bladet.
I en lang periode kunne hverken Real Madrid eller Barcelona skifte træner, uden at Laudrups navn blev bragt i spil. Igen uden at det nogensinde skete.
Generelt nåede trænerkarrieren aldrig de højder, som spillerkarrieren gjorde.
Der var op- og nedture, og trænergerningen var især kendetegnet ved, at han – ud over Brøndby – ikke har været i de enkelte klubber særlig længe.
Der var kortvarige succesoplevelser i udlandet hos Getafe, Mallorca og Swansea, inden han sluttede med to lukrative trænerjob i Qatar efter Swansea.
Den danske fodboldgentleman og -ambassadør gør sig nu i fodboldmæssige sammenhænge kun som ekspert, ligesom hans to sønner, Mads og Andreas, også er skiftet til roller på tv.
Michael Laudrup og hans kone, Siw, har det seneste årti kunnet byde velkommen til fem børnebørn. Datteren Rebecca fik i sidste måned sit andet barn, mens Andreas Laudrup er far til tre.