3 OL-guldvindere og 20 andre topsvømmere slap fri på grund af en uheldig hændelse i køkkenet på Huayang Holiday Hotel
Forstå sagen: Tre måneder før OL i Paris oprulles stor dopingsag med topsvømmere.
Med blot tre måneder til OL i Paris er den internationale svømmeverden blevet rystet af en dopingsag, som involverer 23 af verdens bedste svømmere, alle fra Kina.
Hvad drejer sagen sig om?
I januar 2021 testede 23 kinesiske landsholdssvømmere positiv for stoffet TMZ, trimetazidin, der er receptpligtig hjertemedicin og på dopinglisten, da det er præstationsfremmende og kan give et forøget energiniveau.
Hvem testede positiv?
Alle 23 svømmere var på det kinesiske landshold, og tre af dem, Yang Junxuan, Wang Shun og Zhang Yufei, vandt OL-guld i Tokyo et halvt år senere. Men også verdensrekordholderen i 200 meter brystsvømning, Qin Haiyang, der blev kåret som årets svømmer i verden i 2023, er på listen.
Hvad skete der i sagen?
Ingenting. I strid med reglerne blev de 23 svømmere ikke suspenderet. De 23 svømmere blev alle frikendt, fordi de kinesiske antidopingmyndigheder, Chinada, havde en naturlig forklaring på, at stoffet blev fundet i atleternes urin.
Hvorfor kommer sagen frem nu?
Den tyske tv-station ARD er kommet i besiddelse af en undersøgelsesrapport fra de kinesiske antidopingmyndigheder. Her opridses hele sagen samt svømmernes navne.
Hvad var forklaringen på, at svømmerne testede positiv?
De 23 svømmere var alle blevet ramt af en forgiftning via maden på Huayang Holiday Hotel, hvor de boede hen over årsskiftet 2020/21.
»Der blev fundet spor af stoffet i køkkenets udsugningssystem og i afløbet i køkkenvasken,« står der i det dokument, som ARD er i besiddelse af.
Ifølge myndighederne må stoffet først være drysset ned i bøtter med krydderiblandinger og derfra videre til pander og gryder, og det var derfor, at det til sidst endte i svømmernes mad. Det var det kinesiske sikkerhedspoliti, der fandt spor af stoffet i køkkenet ved en undersøgelse på hotellet to måneder efter den positive prøve. Der står ikke noget om, hvordan den receptpligtige hjertemedicin havnede i køkkenet.
Hvordan reagerede Wada på sagen?
Det internationale antidopingagentur, Wada, blev orienteret om de positive prøver og de kinesiske myndigheders forklaring på sagen. På baggrund af en række undersøgelser konkluderede Wada, at teorien om madforgiftning var plausibel.
»Wada konkluderede i sidste ende, at det ikke var i stand til at modbevise muligheden for, at forurening var kilden til TMZ,« skriver Wada.
Er den forklaring realistisk?
Flere eksperter sår tvivl om den kinesiske historie. Blandt andre toksikolog og farmaceut Fritz Sörgel, der siger til ARD:
»Det er simpelthen ekstremt usandsynligt, at det skulle have fundet sted på denne måde. Historien minder meget om, hvad man har hørt om i årevis: Dømte dopere forsøger at finde undskyldninger for, hvordan dopingstoffer på mærkelig vis kom ind i deres kroppe.«
Hvad siger kritikere?
Direktøren for den amerikanske antidopingmyndighed USADA, Travis Tygart, er chokeret over sagen. Han undrer sig over, at de 23 svømmere ikke blev suspenderet med det samme, som det er tilfældet for andre atleter, som tester positivt.
»Det er knusende at se, at 23 kinesiske svømmere havde positive tests for et potent præstationsfremmende lægemiddel på tærsklen til de olympiske lege i 2021,« udtaler han.
Er der andre kendte sager med TMZ?
Den russiske kunstskøjteløber Kamila Valieva blev testet positiv for TMZ forud for vinter-OL i 2022 i Beijing i Kina. I første omgang blev hun frikendt med en forklaring om, at hun ved en fejl havde indtaget noget af sin bedstefars hjertemedicin. I januar 2024 blev hun ved en appelsag kendt skyldig og idømt en karantæne på fire år. Den kinesiske topsvømmer Sun Yang blev testet positiv for stoffet i 2014. Den danske maratonløber Abdi Ulad testede i14. oktober 2022 positiv for TMZ. Han blev idømt en fire års karantæne.
10
Hvad kommer der til at ske nu?
Wada afholder en pressekonference om sagen mandag eftermiddag, hvor man vil forklare, hvorfor der ikke blev rejst en sag imod de 23 svømmere.