Fortsæt til indhold
Sport

Sinner er videre ved Australian Open efter sejr over hollænder

Jannik Sinner vandt med 6-4, 7-5, 6-3 over Botic van de Zandschulp i første runde ved Australian Open.

/ritzau/

Der var ingen slinger i valsen for italienske Jannik Sinner, da han natten til søndag dansk tid spillede sig videre fra første runde i Australian Open.

Fjerdeseede Sinner besejrede hollandske Botic van de Zandschulp, nummer 59 på verdensranglisten, med 6-4, 7-5, 6-3 over 2,5 time på Rod Laver Arena i Melbourne.

22-årige Sinner lagde ud med at bryde den seks år ældre van de Zandschulp i første parti og holde serv i det efterfølgende.

Italieneren var lige ved at bryde igen i første sæt ved stillingen 3-1, men van de Zandschulp afværgede Sinners breakbold og gjorde det i stedet til 2-3.

Trods en dobbeltfejl ved stillingen 5-4, tog Sinner første sæt med et ellers sikkert serveparti, der endte, da hollænderen skød bolden i nettet.

Sinner formåede først at bryde van de Zandschulp for anden gang, da han gjorde det til 6-5 i andet sæt, hvor hollænderen ellers til tider viste gode takter.

Dernæst skulle Sinner blot holde serv for at sikre sættet, hvilket han gjorde med en flugter helt fremme ved nettet.

Tredje sæt blev indledt med et intenst parti, hvor Sinner fire gange forspildte muligheden for at bryde van de Zandschulp. I stedet blev det hollænderen, der tog partiet.

Dernæst fik van de Zandschulp for første gang spoleret Sinners serveparti – endda med et rent brud.

Sinner kæmpede sig dog tilbage i sættet og kom foran 3-2, da han brød en efterhånden udmattet og tydeligt frustreret van de Zandschulp.

Til slut kunne Sinner sikre sejren, da han for femte gang brød hollænderen til tredje sæts endelige resultat, 6-3.

Andetsteds måtte femteseedede Andrey Rublev ud i supertiebreak for at besejre brasilianske Thiago Seyboth Wild. Opgøret endte 7-5, 6-4, 3-6, 4-6, 7-6 til russeren.

Tidligere på dagen fik Francisco Cerundolo også kamp til stregen af hjemmebanehelten Dane Sweeny, der pressede argentineren til det yderste i et opgør, der endte 3-6, 6-3, 6-4, 2-6, 6-2 til førstnævnte.