Den 14-årige Alba dyrker en sport, der hver dag fylder hendes forældre med frygt, glæde og stolthed
En dag bliver Alba Hurup Larsen måske professionel racerkører. Måske rækker talentet ikke, men allerede nu har hun været til testkørsel hos Ferrari og er begyndt at sende billeder af sin mad til eks-bokseren Mikkel Kessler. Alt sammen del af en drøm, som hendes forældre dagligt er med til at dyrke, mens de forsøger at mestre den svære balance mellem pacing og støtte.
Steffen Hurup Larsen husker tydeligt, da han fik beskeden.
Det var to dage, før sommerferien sluttede, og han havde placeret sig på datterens værelse mellem gokartpokaler og medaljer for at få arbejdsro.
Med jævne mellemrum åbnede han fraværende mailboksen, indtil han pludselig fik øje på én besked. Èn, der omhandlede hans 14-årige datter, og som lagde en bekymret skygge over det ellers så milde ansigt.