Fortsæt til indhold
Sport

Niklas Landin tog fejl – og endte med at udleve den drøm, han aldrig havde

Verdens bedste håndboldspiller er snart på vej hjem til Danmark efter over et årti i Tyskland, og han glæder sig særligt til arbejdsdage, der slutter før midnat.

Som skoledreng i Gladsaxe var Niklas Landin ikke den flittigste elev i tysktimerne.

Hans kundskaber i faget var ikke overbevisende, men det betød intet, for han skulle jo aldrig bruge det tyske sprog til noget som helst.

Da han efter handelsskolen stod i lære i en tøjbutik i Svendborg, gemte han sig ved synet af turister, fordi han ikke turde at tale tysk eller engelsk med dem, men det gjorde intet, for han skulle jo aldrig være andet end håndboldmålmand i Danmark.

Niklas Landin tog i den grad fejl.