Fortsæt til indhold
Sport

Henrik Møllgaard har udsat sin krop for mishandling i en grad, så han kaldes »idiot« af kæresten og »unik« af fysioterapeuten

Han kan hverken udstå motionscykler i soveværelset eller klynk, når smerterne tager til. Lægen har også bedt ham kvitte sin håndboldkarriere. Det er ikke et tema. Snart runder Henrik Møllgaard 20 år som elitesportsmand, og det kan mærkes.

Selvom Henrik Møllgaard er tredobbelt verdensmester, har han ikke en ærlig chance, når hans to døtre på 11 og syv år vil løbe om kap.

Til gengæld accelererer hans slidgigt, så hver morgen bruger han en times tid på at få stivheden ud af underkroppen, inden han kører fra hjemmet i Aarhus til håndboldtræning i Aalborg. Indimellem må han dog gøre stop på en rasteplads for at strække ud.

»Jeg render jo næsten rundt med de samme skavanker som mine forældre,« smågriner Henrik Møllgaard.

Han er 38 år og nærmer sig 20 år som elitesportsmand, men han skal ikke forvente at blive inviteret til jubilæumsfest af sin krop. Den er blevet udsat for overlagt mishandling i en sådan grad, at han kaldes »idiot« af sin kæreste og »unik« af sin fysioterapeut.