Slagent AaB-hold fik tiltrængt succes trods nyt nederlag
Et 1-0-nederlag mod Viborg var nok for AaB til at avancere til semifinalen i pokalen med en samlet 2-1-sejr.
De bolsjestribede AaB-spillere knyttede næven, pustede ud og råbte glæden ud, da dommer Mads-Kristoffer Kristoffersen fløjtede kampen af.
For nok tabte udeholdet 1-0 til Viborg, men efter en 2-0-sejr i det første af de to kvartfinaleopgør lever de hårdt prøvede AaB-spillere og -fans nok med nederlaget. Holdet avancerer med resultatet til pokalsemifinalen og holder drømmen om en pokaltriumf for første gang siden 2014 i live.
Udeholdet kom ind til torsdagens returkamp med med en 4-0-sejr i bagagen mod AC Horsens i den vitale nedrykningskamp, og indledningsvis fastholdt AaB det momentum. Flere gange i løbet af de første 20 minutter agerede ellers udskældte Lucas Andersen enten oplægger eller afslutter på flere fine AaB-chancer. Men målet udeblev.
Langsomt åd Viborg sig ind i kampen, men træner Jacob Friis var langt fra tilfreds med præstationen fra sine udvalgte grønklædte, som han i pausen kaldte »uacceptabel.« Det kostede profilen Elias Achouri, der ellers har scoret fem mål i de seneste fem Superliga-kampe, en tidlig fyraften, da han blev flået ud på bænken.
Reaktionen kom prompte fra Viborg-spillerne, der satte et tungt pres på et AaB-hold og tvang spillet ned omkring udeholdets felt.
Kort før pausen kunne AaB ikke modstå trykket længere. Viborgs Anton Gaaei tog en svær pasning ned med brystet et par meter uden for feltet og flugtede den i modsatte målhjørne uden chance for AaB-målmand Nico Manti. 1-0 til Viborg og 2-1 til AaB samlet.
Presset AaB-hold
Viborg-trykket fortsatte i anden halvleg med et AaB-hold på hælene. Gæsterne kæmpede for at forsvare den samlede étmålsføring. Men Superligaens nummer tre havde svært ved at sætte det sammen til noget afgørende.
Efter en times spil justerede midlertidig AaB-træner Oscar Hiljemark på tre pladser, og det forbedrede spillet. Som kampen skred frem, stod det klart, at kampens næste mål kunne blive afgørende for det samlede udfald, men AaB fik taget presset af ved at træde længere frem og udfordre Viborgs defensiv.
Viborg er ikke et hold, der går i panik i slutfasen, og det lykkedes at presse AaB tilbage. Med 10 minutter tilbage var Viborg blot et frelsende AaB-hoved på målstregen fra at score til 2-0. Omvendt gav de grønnes pres AaB muligheder i kontrafasen. Men ved flere lejligheder formøblede Allan Sousa muligheden for at aflive spændingen.
Selv om det holdt hårdt, så holdt det. AaB’s spillere kastede sig i bedste ishockey-manér på tværs af eget felt og afværgede de sidste Viborg-krampetrækninger og avancerede til semifinalen.
»Vi taber, men jeg synes langt hen ad vejen, at præstationen er mere end godkendt. Det vigtigste var, at vi gik videre over to kampe. Vi har set solide ud i de seneste to kampe, og det har vi manglet igennem sæsonen,« sagde AaB’s Younes Bakiz efter kampen til TV3 Sport.
Fokus på Superligaen
AaB ligger aktuelt fem point under nedrykningsstregen i Superligaen, men ifølge Poul Hansen, fodboldekspert på TV3 Sport, kan pokalsuccesen give holdet et boost i kampen om overlevelse.
»Holdet har brug for alle de succesoplevelser, det kan få, og dem kan man ikke træne sig til. Den medicin, det er at vinde sådan en kamp samlet, betyder så meget, og derfor tror jeg, det vil være vigtigt for spillerne.«
Han er dog ikke i tvivl om, at AaB’s altoverskyggende fokus vil være på Superligaen.
»Vi så i 2015 FC Vestsjælland gå i finalen og rykke ned samme sæson, og så var pokaleventyret glemt dagen efter. Superligaen er vigtigere, men jeg tror ikke, at en pokalsemifinale vil fjerne fokus fra nedrykningskamp. Tværtimod tror jeg, at klubben har brug for al den succes, den overhovedet kan få,« siger Poul Hansen.