Stjernerne tog sig en fridag, da Danmark sejrede sig mere end tæt på en kvartfinaleplads
Helt som forventet vandt håndboldherrerne uden problemer over USA, og dermed er Danmark millimeter fra en VM-kvartfinaleplads før sidste spillerunde på mandag.
MALMØ
Sportens charme er uforudsigeligheden, og alt kan ske, så længe bolden er rund. Ja, find bare selv på flere floskler, mens du læser denne sætning:
Endnu er det ikke 100 pct. sikkert, men du kan roligt sætte kryds i kalenderen ud for onsdag den 25. januar, for der skal Danmarks håndboldherrer spille kvartfinale ved VM.
Det er konklusionen efter Danmarks pligtsejr over harpikssportens amerikanske miniputter sent lørdag aften. En kamp, der rent sportsligt var lige så ophidsende som at male sten.
Måske spillede de billige svenske pilsnere en birolle, men uanset årsagen havde størstedelen af de godt 12.000 tilskuere i den propfyldte Malmø Arena heldigvis besluttet sig for at feste frem for at surmule over niveauforskellen. Derfor blev oplevelsen ikke så kedelig som frygtet.
Efter 33-24-sejren over USA mangler Mikkel Hansen og co. nu én kamp i mellemrunden. Den spilles på mandag kl. 20.30 mod Egypten, der allerede har sikret sig den ene af gruppens to kvartfinalepladser.
Selv hvis de dobbelte danske verdensmestre skulle tabe til Egypten, er den rød-hvide målscore på nuværende tidspunkt så overlegen i forhold til Kroatien (22 mål) på tredjepladsen, at det vil kræve et mindre vintermirakel, hvis Danmark skal undgå at snuppe den sidste billet til knockout-kampene.
Derfor er spørgsmålet nu i højere grad, hvem Danmark skal møde i kvartfinalen. Umiddelbart vil landsholdet gøre klogt i at vinde over Egypten, for alt andet end en mandagssejr vil sende Nikolaj Jacobsens mandskab i armene på europamestrene fra Sverige.
VM-værtsnationen har vundet samtlige fem kampe indtil nu og forventer i kvartfinalen opbakning fra op mod 20.000 svenskere på lægterne i Stockholm. Det lyder – med al respekt – en anelse mere ubehageligt end et opgør mod formodentlig Ungarn eller Portugal.
Det tager vi til den tid. Først skal nogle af håndboldherrerne bruge søndagen på at restituere efter at have spillet væsentligt flere minutter end vanligt.
Kevin Møller, Jacob Holm, Michael Damgaard og Mads Hoxer var nogle af de reserver, der fik lov til at vise sig frem på det blå halgulv, fordi bl.a. Niklas Landin, Mikkel Hansen, Simon Pytlick og Magnus Saugstrup tog sig en fridag efter fem VM-kampe på ni dage.
Det kunne Danmark let tillade sig, da USA på nuværende tidspunkt end ikke ville kunne udfordre selv danskernes tredjekæde. Om det ændrer sig frem mod OL i Los Angeles i 2028, vil tiden vise, men at amerikanerne kun var bagud med fem mål efter et kvarter, ja, det var en præstation i sig selv.
Mens Lukas Jørgensen imponerede på stregpositionen, bøvlede det danske hold med at finde tempoet i særligt forsvarsspillet. Kevin Møller var heller ikke overlegen i målet, og derfor scorede amerikanerne tydeligvis lidt for tit ifølge Nikolaj Jacobsen. Nok så landstræneren sit hold gå til pause med en føring på otte mål, men bl.a. to brændte straffekast og flere sløsede angreb behagede ham selvsagt ikke.
Han holdt dog fast i sin opstilling, og som kampen skred frem, viste reserverne periodevis, at harpiks i elitesport er et kendt fænomen i Danmark – og ikke på den modsatte side af Atlanten.
Foruden Mathias Gidsels indskiftning, der i allerhøjeste grad begejstrede tilskuerne, udspillede en af kampens bemærkelsesværdige oplevelser sig på 14. sæderække på langsiden, da en siddende, salatspisende forbundsofficial i en bestemt tone bad tre unge kvinder i røde landsholdstrøjer om at sætte sig ned.
Det skulle han slet ikke bestemme, fornemmede man, at svaret lød fra den ølglade trio, som herefter dansede, heppede og jublede, som gjaldt det deres liv. Det socialrealistiske minidrama sluttede, da den kvindelige trio faldt til ro, da de pludselig opdagede, at Danmark faktisk var i front med ni mål.
En fredelig udgang på en håndboldaften, som vi rent sportsligt aldrig behøver at huske.