Axelsen fejede bane med japaner og er semifinaleklar
Viktor Axelsen levnede ikke Kenta Nishimoto en chance og er nu klar til semifinale i Malaysia Open.
Verdensetteren Viktor Axelsen har åbnet sæsonen i samme stil, som han afsluttede den forgangne, nemlig ganske suverænt.
Fredag fejede han sin japanske modstander, Kenta Nishimoto, af banen med en sejr på 21-6, 21-12 i kvartfinalen ved Super 1000-turneringen Malaysia Open.
Blot 37 minutter tog det Axelsen at besejre verdens nummer 17.
Det var Axelsens syvende sejr i træk over Nishimoto, der fik sin enlige sejr over Axelsen i 2016.
Nishimoto kom fint fra start efter nogle danske fejl og var foran med 4-2, inden Axelsen skruede op til et tempo, hvor japaneren slet ikke kunne følge med.
Axelsen snuppede ti point i træk, og så var det sæt ligesom afgjort. Danskeren slap dog ikke grebet, men strøede om sig med vindere.
Han udstillede sin modstander og vandt 21-6 på et kvarter.
I andet sæt fortsatte han rundbarberingen med føringen på 7-2, før Nishimoto satte tre point sammen til 4-7-reducering.
Japaneren spillede egentlig fint, og mod de fleste andre modstandere havde han også reduceret til 5-7, men i en duel, hvor bolden gik over nettet 35 gange, viste danskeren, hvem der dikterede kampen og gjorde det til 8-4.
Det blev startskuddet til otte danske point ud af de næste ti, og siden satte Axelsen punktum med en vinder på den første matchbold.
- Jeg er enormt tilfreds. Jeg følte mig godt tilpas og styrede boldene godt. Jeg behøvede ikke at spille mig ud, siger Axelsen til TV 2 Sport efter kampen.
Axelsen vandt sin første kamp i turneringen over Rasmus Gemke, før han vandt uden kamp i anden runde.
Dermed er han ikke overbelastet inden lørdagens semifinale mod japaneren Kanta Tsuneyama, der er nummer 26 i verden.
I damesingle kunne Mia Blichfeldt som ventet ikke stille det store op mod den japanske verdensetter, Akane Yamaguchi, der vandt kvartfinalen med 21-12, 21-11.
Danskeren kom hurtigt bagud med 0-4 i første sæt og var aldrig i stand til at svare tilbage.
Også i andet skabte japaneren hurtigt et forspring, der punkterede spændingen.
I herredouble blev kvartfinalen endestationen for Kim Astrup og Anders Skaarup, der tabte med cifrene 20-22, 21-23 til kineserne Liang Wei Keng og Wang Chang.
Den danske duo var bagud med 9-16 i andet sæt, men kæmpede sig tilbage og havde sætbold ved 21-20, inden kineserne vandt de tre næste bolde og dermed kampen.
/ritzau/