Fortsæt til indhold
Sport

Magnus Carlsen har vundet VM i lynskak efter kaotisk start

For to dage siden blev han verdensmester i hurtigskak. Nu er Magnus Carlsen også verdensmester i lynskak.

/ritzau/

Magnus Carlsen var tæt på at komme for sent til sit første parti ved VM i lynskak på grund af trafikproblemer efter en skitur.

Men Carlsen nåede torsdagens åbningsduel med 40 sekunder tilbage på sit ur, og han vandt sågar også kampen i overlegen stil. Med ni sekunder tilbage på uret.

Siden vandt det norske skakgeni også hele VM-turneringen i disciplinen, som han har gjort fem gange tidligere i karrieren.

Det er nu blevet til seks VM-titler i lynskak i årene 2009, 2014, 2017, 2018, 2019 og 2022.

I alt er 32-årige Magnus Carlsen oppe på 15 VM-titler, efter at han for to dage siden også vandt titlen i hurtigskak.

Det er også blevet til fem titler i klassisk skak samt fire i hurtigskak. Han er nu regerende verdensmester i de tre store discipliner inden for skak.

I den afgørende dyst i lynskak vandt Magnus Carlsen fredag over Nodirbek Abdusattorov.

- Jeg er meget tilfreds med, at jeg gik efter sejren i det sidste parti. Efter den åbning han valgte, kunne jeg være gået efter en hurtig remis, men jeg ønskede at undgå omspil, siger Magnus Carlsen ifølge NTB.

Han har tidligere i år meddelt, at han ikke stiller op til næste udgave af VM i klassisk skak. Dermed forsvarer han ikke sin titel.