VM-helten Cathrine Laudrup-Dufour: »Selvfølgelig er det hårdt – men vi er i gang med at udleve vores drøm«
Karrieren kulminerede i år for Danmarks største ridestjerne, men det har ikke ændret det hektiske liv hjemme på gården. Her fortæller hun bl.a. om at bygge en virksomhed op med sin ægtefælle, og hvorfor det kan være nødvendigt at søge væk for at få fred.
Cathrine Laudrup-Dufour kender godt alle fordommene. At hun for eksempel skulle praktisere en overklassesport, der er forbeholdt folk med mange millioner.
»Men det er ikke os,« råber ægtefællen Rasmine Laudrup-Dufour i baggrunden.
Cathrine Laudrup-Dufour griner af indvendingen, inden hun fortsætter:
»Alle rundt om os ved godt, hvor hårdt vi arbejder. Det er rigtigt, at nogle i denne verden er rasende velhavende – ligesom i f.eks. motorsport. Men man kan godt komme til tops uden at være rig. Det er vi et eksempel på.«