Flere end 1,2 millioner så Danmark tabe til Frankrig ved VM
Danmarks 1-2-nederlag mod Frankrig blev fulgt af flere end 1,2 millioner seere ifølge Nielsen.
Mindst 1.235.000 så på TV 2 Danmark tabe 1-2 til Frankrig ved VM i Qatar.
Det viser tal fra analyseinstituttet Nielsen.
Og det er en fremgang fra Danmarks første opgør, 0-0-kampen mod Tunesien.
Med til den historie hører dog også, at kampen mod Tunesien blev spillet klokken 14 tirsdag, mens kampen mod Frankrig blev skudt i gang lørdag klokken 17.
Ifølge Nielsen så 983.000 kampen mod Tunesien, men det blev senere opjusteret af DR til 1.080.000 seere.
De godt 1,2 millioner seere gjorde Danmark-Frankrig til det mest sete program i uge 47 foran netop Danmark-Tunesien.
Det nærmeste ikke VM-relaterede program, Sporløs på DR, blev set af 619.000.
Danmarks semifinale mod England ved EM i 2021 er den mest sete landskamp i de seneste år. Godt 2,2 millioner så Danmark tabe til englænderne efter forlænget spilletid.
/ritzau/