Kasper Hjulmand giver landsholdet fri før nøglekamp
I skrivende stund er alle 26 danske VM-spillere til rådighed for Kasper Hjulmand før onsdagens kamp mod Australien.
DOHA
Det bør ikke være skader eller skavanker, der forhindrer Danmark i at levere en sejr i den afgørende gruppefinale på onsdag mod Australien.
Både anfører Simon Kjær og offensivspilleren Andreas Skov Olsen, der begge normalt er at finde i startopstillingen, var ude af lørdagens kamp mod Frankrig på grund af skader, men landstræner Kasper Hjulmand melder på søndagens pressemøde både duoen og de øvrige 24 spillere kampklar.
»Vi forventer, som det er lige nu, at truppen er intakt og klar. Men der kan ske meget,« siger landstræneren, der har givet sine spillere fri mandag fra både træning og presseaktiviteter.
»Vi gearer meget ned i morgen (mandag red.), hvor de fleste får en fridag. Nogle skal lave lidt, andre skal lave mere. På dagen før dagen går vi op igen,« siger han.
Før slutrunden meddelte Dansk Boldspil-Union (DBU) ifølge Ekstra Bladet, at man ville begrænse tilstedeværelsen i Qatar, og derfor sløjfede forbundet også beslutningen om at finansiere en tur til VM-værtslandet for spillernes koner.
Derfor er der ikke familiehygge på programmet på mandagens fridag på samme måde som i den engelske VM-lejr, hvor landstræner Gareth Southgate har åbnet dørene til spillerhotellet for familierne.
»Vi har Christian Nørkjær (chef for landsholdet, red.) til at tage sig af den slags. Vi har ikke planlagt besøg. Jeg har ikke lavet nogle regler for det,« siger landstræneren.
Mandagens fridag er givetvis tiltrængt for særligt Simon Kjær, der har været på overarbejde det seneste års tid. I december i fjor gennemgik han en operation efter at have overrevet sit korsbånd i det ene knæ, og siden da har den 33-årige forsvarsspiller kæmpet for at komme i VM-form.
Stor betydning
Simon Kjær begyndte på banen i Danmarks første VM-kamp mod Tunesien, men sad så ufrivilligt ude mod Frankrig på grund af problemer med låret.
»I skulle vide, hvor meget det betyder for Simon at komme med til VM. Han har knoklet, arbejdet og gjort alt,« siger Kasper Hjulmand, der følte sig nødsaget til at bænke sin anfører i mødet med verdensmestrene.
»Du får ikke Simon til at melde fra til en kamp. Heller ikke, hvis han har brækket begge ben. Men det er min opgave at stille det bedste hold til hver eneste kamp, så det var en beslutning, jeg måtte tage.«