VM-sensation er godt nyt for Danmark: Lionel Messi skabte en drømmestart, inden VM-favoritten endte i et mareridt
Argentina skuffede fælt mod Saudi-Arabien, hvilket kan komme Danmark til gode.
Det er den slags øjeblikke, der gør VM i fodbold til en mytisk turnering.
Voksne mænd fik tårer i øjnene ude på tribunerne. Overpræsterende spillere skabte et minde, som de vil trætte børnebørnene med at genfortælle igen og igen i deres alderdom. Lionel Messi lignede en, der aldrig havde oplevet noget lignende.
Med to mål på fem minutter fik Saudi-Arabien ikke bare skabt den første sensation under slutrunden i Qatar. Saudierne fik vendt kampen fra 0-1 til slutresultatet 2-1 mod den forventede overmagt fra Argentina. Det førte til et glimt af ren glæde midt i et kontroversielt VM, hvor magtbalancen pludselig ser ud til at være ændret.