Fortsæt til indhold
Sport

Sen AGF-sejr, hvid derby-dominans og mindeværdigt Lyngby-comeback

Få det fulde overblik over Superligaens 4. runde her.

Randers FC-AC Horsens 1-0

AC Horsens kom ned på jorden igen fredag aften efter en sublim sæsonstart, der har budt på sejre over FC København og Lyngby og 0-0 mod AaB, da holdet tabte til Randers FC, der dermed fik sæsonens første sejr efter tre uafgjorte. Randers-mandskabet dominerede store dele af kampen, og efter 22 minutter kom scoringen, da Marvin Egho satte Bjørn Kopplins oplæg i kassen. AC Horsens havde svært ved at kreere chancer, og dermed kom Randers’ sejr aldrig for alvor i fare.

Lyngby-FC Midtjylland 3-3

Det lignede en sikker og kontrolleret sejr og tilbage i bussen mod Herning og Ikast fredag aften, da Sory Kaba, Nikolas Dyhr og Anders Dreyer i løbet af de første 35 minutter havde sørget for en 3-0-føring. Men et udeholdet, der skulle forsøge at vaske blamagen i Lissabon mod Benfica fra midtugen af sig, gik totalt i stå og endte med at smide sejren og to point efter et fænomenalt comeback af det kongeblå hjemmehold. Især Lyngbys indskiftede islandske angriber Sævar Magnusson viste gode takter og var instrumental foran et tændt hjemmepublikum i comebacket, som formentlig vil blive husket i byen nord for København i mange år fremadrettet.

FC Nordsjælland-Viborg 1-0

Det rødklædte hjemmehold fulgte lørdag op på seneste rundes derby-sejr over Lyngby, da holdet tog endnu tre point i en svær kamp mod Viborg FF. Udeholdet kom til kampen efter en succesfuld uge, der først bød på en imponerende 4-2-sejr over FC København og senest en sikker 3-0-sejr over færørske B36 Torshavn i kvalifikationen til Europa Conference League, men lørdag formåede holdet ikke at følge op på de præstationer, da det norske talent Andreas Schjelderups enlige mål afgjorde kampen, hvor Oliver Villadsen i overtiden fik marchordre efter sit andet gule kort. Med sejren ligger FC Nordsjælland nummer 1 med fire sejre i fire opgør.

FC København-Brøndby 4-1

Der var klasseforskel, da et Pep Biel-hattrick cementerede en noget nær perfekt FC København-indsats i Parken til Superliga-derby nummer 100. Forinden havde hjemmeholdet bragt sig foran med 1-0, efter Rasmus Falks afslutning to en afretning tæt under mål, før Brøndbys Christian Cappis udlignede med et langskud, som Kalle Johnsson i FCK-buret formentlig skulle have klaret bedre. Men efter to Pep Biel-scoringer i slutningen af første halvleg var opgøret sejrsherre aldrig for alvor til diskussion i et derby, der som altid havde masser af tænding, nerve og intensitet, men hvor Brøndby også var præget af europæiske tømmermænd efter den flotte sejr torsdag mod schweiziske Basel.

OB-AGF 1-2

OB-træner Andreas Alm skulle sammen med holdet vaske en skuffende sæsonstart af sig med blot ét point i tre kampe og et pinligt 1-5-nederlag mod den sårede ulv fra FC Midtjylland i seneste runde. Men endnu engang måtte de blå og hvid-stribede hjemmefans gå skuffede fra stadion, da AGF tog fra Odense med en 2-1 på to mål af angriber Patrick Mortensen. Allerede efter ni minutter var han på pletten første gang, da han fulgte op på en retur fra den nytilkomne OB-keeper Martin Hansen, der kun kunne halvklare Sigurd Haugens afslutning. Syv minutter før pausen dukkede OB’s Robin Østrøm op og udlignede, og derfra blev det en åben slagudveksling med chancer til begge mandskaber i resten af kampen. Kort før tid faldt afgørelsen så, da Patrick Mortensen udnyttede et straffespark begået af OB’s Kasper Larsen. I de sidste minutter stod AGF dybt på banen, mens OB med lange bolde forsøgte at tvinge en udligning i mål. Men aarhusianerne stod imod og hentede dermed en sejr, der bringer holdet op i den øverste del af tabellen med syv point for fire kampe.

Silkeborg IF-AaB Mandag 19:00

Silkeborg IF skal fortsætte de gode takter fra en lovende sæsonstart, der både har budt på sejre over FC Midtjylland og senest Brøndby IF, mens AaB skal forsøge at hente sæsonens første sejr efter en skuffende start med blot ét point i tre kampe for Lars Friis’ tropper. I øjeblikket er der tvivl om flere af Silkeborgs største profiler. I løbet af ugen meddelte klubben, at den har accepteret et bud på backen Rasmus Carstensen, og også profiler som Nicolai Vallys og Nicklas Helenius er tidligere nævnt som salgsobjekter denne sommer. Til gengæld kan de rødklædte midtjydere give debut til den nye angriber Tonni Adamsen, der er kommet til fra FC Helsingør. Silkeborg kommer ind til kampen med en overhånd mod AaB. I seneste sæsons fire indbyrdes kampe blev det til tre sikre Silkeborg-sejre, hvor AaB havde mere end svært ved at styre Silkeborg-offensiven, og en enkel 0-0’er. AaB er uden Anders Hagelskjær og Andreas Poulsen, mens Kasper Kusk kan få sin AaB-kamp nummer 250.

Artiklens emner
Fodbold
FCK