»Der sidder nogle konservative gamle herrer, der ikke har set lyset endnu«
Kvindefodbolden er i rivende udvikling verden over, men kan Danmark følge med? Aktørerne siger ja, men appellerer til de store herreklubber.
Over 21.500 tilskuere i Parken til en dansk landskamp mod Brasilien.
Over 91.500 tilskuere på Camp Nou til en Champions League-kamp mellem FC Barcelona og Real Madrid.
Og senest over 87.000 tilskuere på Wembley til EM-finalen mellem England og Tyskland.
Læg dertil engelske klubber, der får større og større budgetter, samt tv-stationer som Sky Sports og BBC, der køber rettigheder for trecifrede millionbeløb til at sende klubkampene i England.
Der bliver skrevet historie i kvindefodbolden, der i udlandet kører på skinner. Men spørgsmålet er, om Danmark har fået billet til toget eller stadig står på perronen og venter?