Australier kom bagfra og vandt British Open
Cameron Smith måtte lørdag afgive førstepladsen, men en suveræn afslutning søndag sikrede ham sejren.
Den australske golfspiller Cameron Smith leverede søndag et comeback og tog sejren i majorturneringen British Open.
Den 28-årige australier leverede en suveræn runde på 64 slag - otte under par - og kæmpede sig op fra tredje- til førstepladsen.
Da søndagens runde gik i gang på St. Andrews var Smith fire slag efter nordirske Rory McIlroy og norske Viktor Hovland, der indtog en delt førsteplads.
Ingen af dem kunne dog matche australierens storspil på især de sidste ni huller, hvor Smith sænkede seks birdies. Sammenlagt blev det til otte birdies på en fejlfri sidste runde fra vinderen.
Andenpladsen i verdens ældste golfturnering gik til amerikaneren Cameron Young, der også leverede en blændende afslutning med en runde i 65 slag.
Cameron sluttede dermed et enkelt slag bag den australske vinder, der indtog førstepladsen inden weekendens to finalerunder.
Rory McIlroy måtte nøjes med tredjepladsen, mens Viktor Hovland sluttede på en delt fjerdeplads. Turneringens eneste danske deltager, Nicolai Højgaard, blev en delt nummer 53.
/ritzau/