IOC: Fredsaftale åbner ikke automatisk for russere i sport
En våbenhvile eller fredsaftale er ikke nok til, at IOC fjerner anbefaling om at udelukke russere fra sport.
Der skal mere end en fredsaftale mellem Rusland og Ukraine til at få russere og belarusere (hviderussere, red.) tilbage i varmen hos Den Internationale Olympiske Komité (IOC).
IOC’s aktuelle anbefaling er, at russere og belarusere bør udelukkes fra al sport, og en fredsaftale eller våbenhvile fører ikke automatisk til ophør af den anbefaling.
Det lagde IOC vægt på at sikre, da komitéen i mandag udformede sin anbefaling om at udelukke atleter fra Rusland og Belarus efter invasionen af Ukraine.
- Det spørgsmål lader vi stå åbent. Det var meget svært at sætte en deadline eller definere en handling, der kunne føre til strengere sanktioner eller til ophævelser af sanktionerne.
- Det er grunden til, at man finder en generel passus om, at vi nøje overvåger situationen, og at vi vil tilpasse os afhængigt af den videre udvikling, siger IOC-præsidenten på et pressemøde ifølge Reuters.
Han fortæller også, at IOC ikke har lavet særlige sanktioner for at ramme Ruslands Olympiske Komité, der heller ikke er suspenderet.
- Vi vil kun ramme de ansvarlige for det her brud på det olympiske charter. Det russiske folk, de russiske atleter og landets olympiske komité er ikke ansvarlig for den her situation, siger Thomas Bach.
IOC-præsidenten er jævnligt set sammen med Ruslands præsident, Vladimir Putin, ved sportsbegivenheder.
De to præsidenter har ikke talt sammen siden Ruslands invasion af Ukraine, og Thomas Bach fortæller, at de to ikke rigtig har været på talefod i flere år.
Det skyldes, at Ruslands statsstyrede dopingprogram ved vinter-OL i 2014 blev afsløret, hvilket har ført til, at Rusland i flere sportsgrene og ved de følgende olympiske lege ikke har kunnet stille op under eget flag.
Thomas Bach fortæller også, at IOC vil støtte russiske atleter, der risikerer at komme i uføre i deres hjemland, hvis de offentligt deler negative holdninger om invasionen af Ukraine.