Rusland ramt af konsekvenser – og snart kan det gå ud over udøverne
Champions League-finalen er blevet flyttet, mens flere sportsgrene er ramt af aflysninger, heriblandt Formel 1.
Rundt om i sportsverden har organisationer og fremtrædende personer fået travlt med at tage afstand fra Rusland efter landets invasion af Ukraine.
Det kulminerede foreløbigt fredag formiddag, da det europæiske fodboldforbund, Uefa, valgte at rykke Champions League-finalen fra Sankt Petersborg til Paris. Finalen bliver nu spillet den 28. maj på Stade de France.
»Uefa er i tæt dialog med EU, og i DBU følger vi regeringens udmeldinger tæt. Vores tiltag i fodboldens og idrættens verden skal følge regeringen og EU’s beslutninger om nye sanktioner og eventuel boykot,« siger Jesper Møller, formand for Dansk Boldspil-Union og medlem af Uefas eksekutivkomité.
Jeg ønsker dig og Ukraine en masse medvind.Magnus Cort, cykelrytter – til Mark Padun (ukrainsk holdkammerat)
Kort efter sagde den danske kulturminister, Ane Halsboe-Jørgensen, at russerne bør blive udelukket fra al international sport.
»Jeg mener ikke, at russiske klubber, russiske landshold eller sportsudøvere, der repræsenterer Rusland, skal kunne deltage i international idræt i den nuværende situation,« siger kulturministeren ifølge Ritzau.
Danskerklub har trukket sig
Imens er stadig flere begivenheder blevet aflyst i Rusland. Formel 1-organisationen bekendtgjorde, at det »ikke er muligt at afholde det russiske grandprix under de nuværende omstændigheder«. Oprindeligt var det planen at køre i Sotji til september.
Det Internationale Skiforbund (FIS) har ligeledes valgt at aflyse alle planlagte konkurrencer i Rusland eller rykke dem til et andet land.
Blandt de aflyste konkurrencer er sæsonfinalen i langrend, der skulle være afholdt i Tjumen i marts. Også to World Cup-afdelinger i kvindernes skihop er aflyst.
Formanden for det ukrainske skiskydningforbund, Lily Budsulyak, har via Facebook meddelt, at de ukrainske skiskytter springer resten af sæsonen over på grund af den russiske invasion af Ukraine, skriver sport.de. Der resterer tre World Cup-stævner i de kommende uger.
I Finland har det traditionsrige Helsinki-hold Jokerit valgt at trække sig fra KHL-ligaen, der består af 19 russiske hold samt fem hold fra henholdsvis Hviderusland, Kina, Letland, Kasakhstan og Finland.
Beslutningen får konsekvenser for ligaen, hvor Jokerit – med bl.a. den danske OL-deltager Nicklas Jensen på holdet – skulle have været en del af de kommende Gagarin Cup Playoffs. Her skulle finnerne have mødt Spartak Moskva i ligaen, der rangeres som den næstbedste i verden efter den nordamerikanske NHL.
Stjerner markerede sig
Siden den russiske invasion har flere sportsfolk udtrykt deres støtte til Ukraine – heriblandt Magnus Cort (EF Education-Easypost), der dedikerede sin sejr på 1. etape i Gran Camino til sin ukrainske holdkammerat Mark Padun med ordene:
»Jeg ønsker dig og Ukraine en masse medvind.«
Også i Europa League blev der råbt op med bl.a. Napoli og FC Barcelonas samlede front bag banneret »Stop war«. Atalantas ukrainske spiller, Ruslan Malinovskyi, hev sin spillertrøje op efter at have lavet et mål, og på hans t-shirt havde han skrevet »No war in Ukraine«.
På tribunerne var der også støtte til Ukraine flere steder, blandt andet havde norske Bodø/Glimts fans taget små ukrainske flag med til deres kamp mod Celtic, ligesom Dinamo Zagrebs tilhængere havde lavet et stort banner, hvor der var skrevet en støtteerklæring til det ukrainske folk.