Ukrainsk langrendsløber er testet positiv for doping under OL
Valentyna Kaminska er testet positiv for tre stoffer, der er på den forbudte liste over dopingpræparater.
Endnu en dopingsag har ramt vinter-OL i Beijing.
Onsdag oplyser Det Internationale Testagentur (ITA), at den ukrainske langrendsløber Valentyna Kaminska er testet positiv for tre ulovlige stoffer.
Prøven indeholder spor af et anabolt steroid og to andre ulovlige stimulanser.
Derfor er hun suspenderet, indtil sagen er undersøgt til bunds, oplyser ITA.
Den 34-årige ukrainer har muligheden for at forlange, at hendes B-prøve skal undersøges. Derudover kan hun også appellere til Den Internationale Sportsdomstol (CAS), der har mulighed for at ophæve suspenderingen.
Hun har allerede været i aktion i tre konkurrencer ved OL, men hun var ikke i nærheden af at komme på podiet i nogen af dem.
Den positive prøve er indsamlet 10. februar, altså torsdag i sidste uge, oplyser ITA. På det tidspunkt var vinter-OL i fuld gang, og det var samme dag, som hun deltog i kvindernes individuelle konkurrence på 10-kilometerdistancen.
På den måde adskiller sagen sig fra den helt store dopingsag i Beijing.
Russeren Kamila Valieva, der nåede at vinde OL-guld, før hun fik svaret på en positiv dopingprøve, afgav sin prøve halvanden måned før legene i den kinesiske hovedstad.
Den iranske skiløber Hossein Saveh-Shemshaki har også afgivet en positiv dopingtest under vinter-OL. Det kom frem i sidste uge.