Fortsæt til indhold
Sport

De har fået danskerne til at drømme - og mod russerne skete det igen: Danmark var tæt på OL-sensation

Frans Nielsen nåede at udligne, da ishockeyherrerne var tæt på at skabe sensationen i kvartfinalen ved vinter-OL.

De danske ishockeyherrer har fået børn til at håbe på at blive ligesom dem. Imens har voksne mennesker pludselig talt om, at en af de mest upåagtede nationer ved vinter-OL kunne rejse hjem fra Beijing med en medalje.

Så vidt når det trods alt ikke, da Danmark tabte 3-1 til Ruslands Olympiske Komité i kvartfinalen.

Uanset hvad har ishockeyherrerne fået deres landsmænd til at drømme med præstationerne ved vinter-OL. Det er en bedrift i sig selv - og mod russerne skete det igen.

Med sejrene over Tjekkiet og Schweiz i gruppespillet samt mod Letland i playoffkampen blev det til en kvartfinaleplads ved det første OL nogensinde for Danmark. Det overgår ifølge flere iagttagere de to VM-kvartfinaler og alle de andre store resultater, danskerne tidligere har leveret.

Det eneste hold, der har kunnet slå Danmark under OL, er netop Ruslands Olympiske Komité, der vandt det indbyrdes opgør med 2-0 i gruppespillet.

Russerne er en af favoritterne til at vinde det olympiske guld, og deres klasse blev hurtigt åbenbaret ude på isen i Wukesong Arena onsdag morgen dansk tid.

18-2 lød skudstatistikken i første periode. Danmark stod fint imod det russiske pres, selvom det indimellem blev farligt, som da pucken hoppede rundt på målstregen midtvejs i første periode.

Et par minutter senere gik det galt, da Vadim Shipachyov fik dirigeret en ripost ind i målet til 1-0.

De danske nerver så ud til at være smidt i anden periode, hvor russerne hurtigt kom en mand i undertal. Under et halvt minut skulle danskerne bruge i powerplay, før pucken lå i målnettet.

Frans Nielsen var hurtigt over en retur og scorede fra en spids vinkel til 1-1. Et stort øjeblik for den 37-årige Eisbären Berlin-spiller, der har opnået nærmest alt i sin karriere, men trods alt ikke at score i en OL-kvartfinale.

En enkelt svipser var nok til at blive straffet af russerne midt i en flot dansk periode. I egen zone røg pucken væk fra danskerne, og så gik det hurtigt, indtil Nikita Nestorov bragede et slagskud ind i målet- 2-1 med fem minutter tilbage af anden periode.

Danskerne kom optimistisk ud til tredje periode og fik lagt et fint pres, indtil den helt store mulighed opstod med 14 minutter tilbage. Pucken sprang rundt ved den russiske mållinje og ramte stolpen, men det lykkedes lige akkurat ikke at få prikket den indover for Mikkel Bødker.

I de efterfølgende minutter fik Danmark leveret flere gode afslutninger og var små marginaler fra at skabe udligningen.

Frans Nielsen var uhyre tæt på at score igen med fem minutter tilbage, men minuttet senere lå pucken så i det danske mål for tredje gang i kampen.

De danske ishockeyherrer lod skuldrene falde og kiggede skuffet rundt i hallen, da det hele var slut. Lige i det øjeblik tænkte de næppe over, at der har siddet adskillige børn derhjemme og fået skabt et håb om at blive de næste, der kan skabe et uforglemmeligt OL for Danmark.