Fortsæt til indhold
Sport

Danmark udnyttede en historisk mulighed under OL: Men det holdt hårdt, inden forløsningen kom

Ishockeyherrerne er klar til kvartfinalen ved Danmarks første OL-deltagelse nogensinde.

Det var en af de hidtil største kampe i dansk ishockeyhistorie.

Og selvom det ikke altid var den mest imponerende præstation, leverede ishockeyherrerne et historisk resultat med 3-2 sejren over Letland i playoffkampen ved deres første vinter-OL nogensinde.

Derfor kunne spillerne levere lettede udbrud og brøl, mens de dunkede hinanden i ryggen. Allerede onsdag morgen skal de spille igen, denne gang i kvartfinalen mod russerne ved vinterlegene i Beijing.

Her vil danskerne være underdogs igen i modsætning til kampen mod Letland, hvor Danmark for første gang var favoritter under turneringen.

Det flotte gruppespil med sejre over Tjekkiet og Schweiz havde skaffet en fordelagtig lodtrækning mod Letland, der dog tidligere har knust de danske drømme, da de sendte værterne ud af A-VM i Danmark 2018.

De danske og lettiske spillere i infight under playoffkampen om at nå med i kvartfinalen. Foto: Jonathan Ernst

Tirsdag skabte letterne atter problemer, og det var svært at genkende det hold, der senest slog Schweiz med 5-3. Danmark kom ganske vist foran, da Herning Blue Fox-forwarden Morten Poulsen udnyttede en ripost midtvejs i første periode. Udligningen leverede Lauris Darzins i slutningen af første periode, der var den hidtil svageste for Danmark under OL.

Værre blev det i begyndelsen af anden periode, hvor Danmark kom i undertal på grund af en udvisning og få sekunder senere var bagud på måltavlen. For en sjælden gangs skyld så målvogter Sebastian Dahm ikke overbevisende ud i forbindelse med målet, og det samme kunne man sige om hans kollegaer ude på isen under resten af perioden.

Derfor var forløsningen stor, da Julian Jakobsen udlignede tre minutter før afslutningen af anden periode. Inden da havde Vienna-forwarden Nicolai Meyer tilkæmpet sig pucken med et stærkt, aggressivt pres og spillede sin landsmand fra Aalborg Pirates helt fri, så han kunne springe jublende op i luften.

Tredje periode begyndte lovende for danskerne, der kom i overtal efter få sekunder og hamrede afslutningerne afsted i de efterfølgende minutter. Til sidst endte pucken hos Markus Lauridsen, der bragede den ind til 3-2 efter to minutter af tredje periode. Netop Malmö Redhawks-spilleren scorede det første danske OL-mål nogensinde i åbningssejren over Tjekkiet, og denne scoring endte ligeledes med at blive historisk.