Fortsæt til indhold
Sport

Danske ishockeyherrer har sejret igen ved OL

Et veloplagt dansk landshold slog Schweiz med 5-3 og slutter på andenpladsen i den indledende OL-gruppe.

/ritzau/

Hvem det danske ishockeylandshold skal møde i kampen for at komme i OL-kvartfinalen er uvist. Men spillerne har gjort, hvad de kunne for at skaffe sig en spiselig modstander i playoff-opgøret på tirsdag.

Danmark vandt nemlig sidste indledende gruppekamp med 5-3 over Schweiz i en festforestilling af en ishockeykamp.

Tre mål i anden periode bragte danskerne på sejrskurs, og senest da stod det klart, at Heinz Ehlers’ mænd har gang i en rigtig fin turnering.

Allerede før kampen stod det klart, at russerne ikke kunne fravristes gruppens førsteplads.

Men de danske spillere vidste, at de med en sejr over Schweiz ville blive nummer to og dermed skaffe sig en god seedning. Men som schweizerne har for vane, kom de blæsende afsted fra første faceoff.

De kom da også foran efter 16 minutter, men Danmark spillede en godkendt periode, og Peter Regin burde have udlignet på en kæmpechance til sidst.

Kaptajnen tog revanche straks fra start i anden periode, da han i overtal stod fri ved bageste stolpe og kunne udligne. Det var Regins første scoring i en betydende landskamp i næsten fem år.

Målet var dog kun halvdelen af et dansk dobbeltattentat. 1 minut og 7 sekunder stod der på lystavlen, da pucken igen lå i det schweiziske mål.

Denne gang fik Frederik Storm rettet pucken af, så den via en schweizisk skøjte passerede Reto Berra i Schweiz’ mål.

Danmark brændte adskillige gode muligheder i en fremragende periode, hvor frustrationerne fik schweizerne til at tage fire udvisninger.

Det var helt i tråd med udviklingen, at Mikkel Bødker efter 33 minutter kunne trække ind fra højre og bringe danskerne på 3-1.

Efter de to første kampe, hvor Danmark så meget lidt til pucken, var det forfriskende, at holdets offensive kvaliteter endelig blev spillet ud.

Kort inde i tredje periode var der dansk jubel igen, da Nicolai Meyer fulgte op på en schweizisk redning, og så kunne højttalerne for fjerde gang blæse Kim Larsen ud i den kinesiske kæmpehal.

At Schweiz fik reduceret til 2-4, øgede intensiteten i slutfasen. Pludselig var tempoet og aggressiviteten tilbage i spillerne fra Alpelandet.

Det blev for alvor spændende ved 3-4-scoringen to et halvt minut før tid, efter at Schweiz havde erstattet målmanden med en markspiller.

Men Frederik Storm skabte ro ved at sende pucken i det tomme mål med 58 sekunder igen, og nu er der bare tilbage at vente til søndag, hvor Danmarks første knald-eller-fald-modstander bliver fundet.