Grønlandsk skiskytte skød fejlfrit, men missede målsætning
Ukaleq Slettemark blev nummer 65 i sprint ved vinter-OL, men skiskytten får ikke adgang til jagtstarten.
Den grønlandske skiskytte Ukaleq Slettemark, der stiller op under dansk flag ved vinter-OL i Beijing, kan sætte flueben ud for fejlfri skydning, men ikke ud for sit OL-mål om at kvalificere sig til jagtstarten.
Med en 65.-plads i fredagens sprintkonkurrence, kvalificerede hun sig ikke til at være blandt de 60 deltagere, der skal være med i søndagens jagtstart.
Slettemark skulle have været over 22 sekunder hurtigere for at sikre en plads i top-60. Alligevel er hun godt tilfreds med sin indsats.
- Det var virkelig fedt, og det føltes meget bedre i kroppen den her gang end i min første konkurrence, siger Slettemark.
Akkurat, som det var tilfældet i OL-debuten i mandagens 15 kilometer individuelt, skød hun fejlfrit i fredagens konkurrence. Dermed står hun noteret for i alt 30 fuldtræffere på 30 forsøg under OL.
- Det kan jeg ikke være misfornøjet med. Jeg har forberedt rigtig godt mentalt på skydningen, og gennem hele sæsonen har jeg arbejdet rigtig meget med skydningen, hvor jeg har ændret på min stilling og nogle ting på mit våben. Det giver resultater, siger skiskytten.
Hendes statistik er bedre end flere af sportens største stjerner. Til gengæld er de væsentligt hurtigere i sporet end Slettemark.
I alt brugte grønlænderen 23 minutter og 54,6 sekunder på at tilbagelægge de 7,5 kilometer og de to skydninger. Det var mere end tre minutter langsommere end den norske OL-guldvinder, Marte Røiseland.
I mål kunne Slettemark med startnummer 34 stå og krydse fingre og håbe på, at tiden rakte til en plads i top-60, men efterhånden strøg hun længere og længere ned i feltet, da konkurrenterne passerede målstregen.
Til sidst kunne den 20-årige grønlænder konstatere, at hun havde gjort alt, hvad hun kunne, men at drømmen om en OL-jagtstart foreløbig er udsat i fire år.
- Der er ikke så langt op til jagtstarten, og det motiverer mig, at jeg skal kæmpe lidt ekstra for at være deroppe. Jeg er også klar på at deltage om 4, 8 og 12 år, siger skiskytten.
