Danske curlingherrer fik canadiske klaps i OL-åbning
Nede med 5-10 efter otte ender valgte Danmarks curlingherrer at stoppe OL-åbningskampen mod Canada i utide.
Det danske herrelandshold i curling fik onsdag en kedelig start på OL.
Efter otte ender i åbningskampen mod Canada valgte danskerne at sige tak for i dag, da canadierne bragte sig foran med 10-5.
Det danske hold kunne ikke se, hvordan det efterslæb skulle hentes på kampens sidste to ordinære ender og valgte derfor at holde fyraften.
- Canada er en stærk modstander, og det var også derfor, vi gav op efter ottende ende. De var foran med fem, og vi kunne ikke få fem point mod dem på to ender. Vi kunne mærke, at de skruede op for niveauet efter pausen, mens vi missede nogle sten, siger viceskipper Mads Nørgaard.
Holdet med skipper Mikkel Krause, viceskipper Mads Nørgaard og løjtnanterne Henrik Holtermann og Kasper Wiksten fik fra første ende en indikation på canadiernes styrke, da det lykkedes for Danmarks modstandere at snuppe et point, selv om danskerne havde sidste sten.
Mikkel Krause sørgede for, at Danmark tog to point i anden ende ved at smide den sidste sten i huset, men det var blot for at se canadierne sætte tre point på tavlen i tredje ende.
Sidste sten i sjette ende afgjorde reelt kampen. Skipper Krause satsede butikken og gik efter at få tre point, men forsøget fejlede, og i stedet scorede canadierne yderligere to point og førte dermed 7-4.
- Vi blev lidt snydt af banen. Vi var enige om at feje, men stenen rettede sig op. Hvis vi havde taget tre point der, så havde vi kunnet presse dem. Så havde vi været foran og kunnet spille mere simple skud i stedet for at satse som i syvende og ottende ende, siger Mads Nørgaard.
To ender senere var føringen vokset til 10-5, og så var kampen mod en af OL-favoritterne tabt. Der er dog også positive ting at tage med fra nederlaget, understreger den danske viceskipper.
- Jeg er tilfreds. Det var en rigtig god kamp, og vi spillede på et rigtigt højt niveau, når man også tager i betragtning, at vi kun havde trænet en time på den her bane, siger han.
Danmark kan sagtens ende med at få et succesfuldt OL trods den kedelige start.
Der er ti deltagende nationer i den olympiske curlingturnering, og alle hold møder hinanden på kryds og tværs i det indledende gruppespil.
Derfor skal Danmarks herrer i aktion yderligere otte gange.
De fire bedste nationer efter det indledende gruppespil går i semifinalerne.
De danske herrer skal i aktion igen torsdag, hvor også de danske curlingkvinder tager hul på OL.
