Fortsæt til indhold
Sport

11 danskere går glip af åbningsceremoni ved vinter-OL

Ni danske ishockeyspillere går glip af OL-åbningsceremonien fredag på grund af coronavirus. To holder sig væk.

/ritzau/

Ud af et hold på 62 danske atleter deltager 51 af dem i åbningsceremonien ved vinter-OL fredag. 11 deltager dermed ikke.

Syv mandlige ishockeyspillere og to ishockeykvinder bliver væk, da de enten er testet positive for coronavirus eller er nærkontakter og derfor ikke må deltage.

Desuden har skiskytten Ukaleq Slettemark og speedskateren Viktor Hald Thorup valgt ikke at gå med, da de konkurrerer henholdsvis to og tre dage efter åbningsceremonien, som kan være fysisk hård at deltage i.

Mikkel Sansone Øhrgaard, chef de mission for det danske OL-hold, er ked af det på de atleters vegne, der ufrivilligt må blive hjemme.

- Jeg kan næsten ikke sætte ord på, hvor ked jeg er over, at ni ishockeyspillere ikke kan være med.

- De sidder tilbage som smittede eller er nære kontakter, mens deres holdkammerater er på vej til OL-åbningsceremonien.

- Vi tænker på dem, mens vi går ind og glæder os til at se dem på isen til det, som det hele handler om - sporten, siger Mikkel Sansone Øhrgaard i en pressemeddelelse.

Curlingskipperen Madeleine Dupont og ishockeyspilleren Frans Nielsen er fanebærere, når de danske atleter marcherer ind til OL-åbningsceremonien, der begynder klokken 13 dansk tid.

Ud over de danske atleter deltager en mindre flok danske trænere og ledere i indmarchen på det olympiske stadion i Beijing - også kendt som Fuglereden.

- OL-åbningsceremonien er altid magisk for atleterne. Ilden tændes, de får et sug i maven, og de kan for alvor mærke, at de er nået den øverste sportslige hylde i deres karriere.

- Alle glæder sig, og man kan mærke den begejstrede stemning blandt de danske atleter, siger Mikkel Sansone Øhrgaard.

Åbningsceremonien, hvor der både er kinesisk show, indmarch for alle deltagende nationer, slutter med, at ilden tændes, som symbol på at vinterlegene formelt sættes i gang.

Det forventes at blive op til ti minusgrader, så de danske atleter er pakket godt ind i sorte skibukser, røde jakker, hvid hue og med Dannebrog som mundbind.