Fortsæt til indhold
Sport

Kunstskøjteløbere har fået sæsonfinale aflyst kort før OL

To måneder før vinter-OL er sæsonfinalen i kunstskøjteløb i Japan blevet aflyst med en uges varsel.

/ritzau/

Sæsonfinalen i kunstskøjteløb i Japan er blevet aflyst kun en uges tid, før at den var planlagt til at blive sat i gang.

Det meddeler Det International Skøjteforbund (ISU) på sin hjemmeside.

Aflysningen er et slag for atleterne, der om to måneder skal i aktion ved vinter-OL i Kina.

Det er den nye coronavariant, omikron, der har skabt bekymring og nye restriktioner i Japan. Det er således lukket af for nyankomne udlændinge i landet.

Sæsonfinalen, Grand Prix Final, for verdenseliten i kunstskøjteløb stod til at blive afviklet i Osasa 9-12. december, men den japanske arrangør har været nødt til at trække stikket.

- Vi undskylder dybt til alle involverede for at skabe så mange problemer, men vi beder om jeres forståelse, skriver det japanske skøjteforbund ifølge AFP.

ISU beklager aflysningen på sin hjemmeside og understreger, at man undersøger muligheden for at arrangere en erstatning for sæsonfinalen.

Ifølge AFP er også VM-boksekampen mellem Gennady Golovkin og Ryota Murata 29. december i fare for at blive aflyst.

Tidligere er det japanske Formel 1-løb og klub-VM i fodbold blevet henholdsvis aflyst og flyttet.