Ny Manchester United-træner forsinket af arbejdstilladelse

Michael Carrick får endnu en kamp som vikar i Manchester United, når holdet torsdag møder Arsenal.

Ralf Rangnick er ansat som ny manager i Manchester United frem til sommer, men den 63-årige tysker må vente på sin debut.

Han mangler således stadig sin arbejdstilladelse efter skiftet fra Lokomotiv Moskva og er derfor ikke i spidsen for holdet mod Arsenal torsdag.

Det skriver Manchester United på sin hjemmeside.

I stedet får den hidtidige vikar, Michael Carrick, endnu en kamp på sidelinjen.

Under Carricks ledelse har Manchester United slået Villarreal med 2-0 i Champions League og spillet 1-1 med førerholdet Chelsea i Premier League. Begge kampe var på udebane.

Manchester United møder torsdag Arsenal og søndag Crystal Palace i Premier League. Onsdag i næste uge gælder det Young Boys i Champions League.

Klubben meddeler ikke, hvornår man forventer, at Rangnick får sin arbejdstilladelse og dermed debut.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen