Antonsen videre i Indonesien efter problemer mod thailænder
Med sejr over Kunlavut Vitidsarn er Anders Antonsen klar til anden runde i Indonesien. Også Axelsen er videre.
Badmintonspillerne Anders Antonsen og Viktor Axelsen er klar til anden runde i Indonesia Open, som er en af de største turneringer på badmintonkalenderen.
For blot tre dage siden var Anders Antonsen i finalen i Indonesia Masters, men onsdag holdt det hårdt mod thailænderen Kunlavut Vitidsarn i første runde.
Antonsen sejrede i tre sæt med cifrene 21-15, 17-21 og 21-17.
I tredje sæt gik Vitidsarn ellers til pause foran 11-8, og en overraskelse lurede. Men Antonsen fik vendt opgøret, kom foran 12-11 og efterfølgende 18-14, inden han lukkede kampen.
Han møder nu Wang Tzu-wei fra Taiwan i anden runde.
Mens Antonsen havde succes i Indonesia Masters sidste uge, røg en hostende Viktor Axelsen ud allerede i anden runde.
Han fik oprejsning onsdag, da japanske Koki Watanabe blev slået 21-14, 21-14 i første runde. Axelsen lignede dog ikke en spiller, der var tilbage på toppen fysisk endnu. Inderen Kidambi Srikanth venter nu Axelsen i anden runde.
Tirsdag spillede også både Rasmus Gemke og Hans-Kristian Vittinghus sig videre til anden runde i herresingle i turneringen.
Flere andre danskere var også i aktion onsdag i første runde med blandede resultater.
Den syvendeseedede herredouble Kim Aastrup og Anders Skaarup Rasmussen spillede sig videre med en sejr i to sæt over et fransk par.
Også mixeddoublen Mathias Christiansen og Alexandra Bøje er i anden runde. De besejrede et indonesisk par i tre sæt.
Til gengæld blev det farvel til Line Christophersen i damesingle og damedoublen med Alexandra Bøje og Mette Poulsen. Begge tabte i tre sæt.
Indonesia Open rangeres som en Super 1000-turnering. Den er dermed blandt de fire største turneringer på kalenderen sammen med All England Open, China Open og Denmark Open.
I december afholdes sæsonens sidste turnering også i Indonesien. Her spilles der sæsonfinaler.
/ritzau/