Fortsæt til indhold
Sport

Dansker vandt VM-bronze i 5000 meter enerkajak

Mads Pedersen sikrede Danmark den femte medalje ved VM, da han vandt bronze i 5000 meter enerkajak.

/ritzau/

Danmark nappede søndag endnu en medalje ved VM i kajaksprint på Bagsværd Sø.

Den sørgede Mads Pedersen for, da han vandt bronze i 5000 meter enerkajak.

Dermed er Danmark oppe på fem medaljer ved VM på hjemmebane.

Normalt begår den danske roer sig på den noget længere maraton-distance, hvor han er forsvarende verdensmester. Derfor var det også til stor overraskelse, at det lykkedes Mads Pedersen at tage en bronzemedalje i 5000 meter enerkajak.

Mads Pedersen var også overrasket og takkede hjemmepublikum efter løbet.

- Det føles helt vildt fedt. Det at være her på hjemmebane og tage en bronzemedalje er det vildeste. At ligge herude med det her publikum, som alle heppede på mig, gav mig ekstra kræfter.

Mads Pedersen blev tidligt i finalen en del af en førende trio, og den skulle holde sammen stort set hele vejen til afgørelsen.

I en længere periode førte danskeren an, men til sidst måtte han slippe ungarske Balint Noe og portugiseren Fernando Pimenta.

Noe endte med at vinde med 0,22 sekunder ned til Pimenta, mens Pedersen kom i mål ti sekunder efter.

Bronzen var aldrig i fare for danskeren, der havde 20 sekunder ned til forfølgerfeltet.

Inden herrernes løb var danske Cathrine Rask blevet nummer syv på samme distance hos kvinderne.

Begge atleter skal til VM i maraton om to uger, og det er noget, Mads Pedersen ser frem til.

- Jeg skal til VM i maraton og gøre alt, hvad jeg kan for at genvinde min titel som VM maraton-mester. Nu når der ikke har været VM på grund af corona, så er der noget, der skal ud og forsvares.

Artiklens emner
Roning