De ubehagelige oplevelser er også nødvendige på vejen mod en stor slutrunde

Kasper Hjulmand vil helst se fremad efter den bøvlede kamp mod Færøerne, der alligevel kan få stor betydning for vejen mod VM.

Artiklens øverste billede
Landstræner Kasper Hjulmand kunne ikke finde mange positive elementer fra VM-kvalifikationskampen mod Færøerne, men Jonas Wind (th.) markerede alligevel et lyspunkt. Foto: Lars Poulsen

Da Roger Lemerre blev spurgt om det vigtigste øjeblik på vejen mod EM-sejren i 2000, var den franske landstræner ikke i tvivl.

Det var ikke det afgørende »golden goal« i finalen mod Italien eller præstationerne i løbet af knockoutkampene for Zinedine Zidane og co.

Nej, fodboldtræneren fremhævede forsvarsspilleren Frank Leboeufs forløsende mål på straffespark fem minutter før tid i EM-kvalifikationen ude mod Andorra. Uden det mål havde Frankrig slet ikke været med til slutrunden, lød rationalet.

Alle, der har spillet fodbold, kender den her følelse.

Kasper Hjulmand, landstræner

Kasper Hjulmand, træner for det danske herrelandshold i fodbold, er ikke klar til at lave den slags opsummeringer allerede nu. Også selv om VM rykkede tættere på, da han kunne gå ned i knæ og knytte nævnerne efter Jonas Winds forløsende mål på hovedstød fem minutter før tid ude mod Færøerne i VM-kvalifikationen lørdag aften.

Mens små drenge trykkede deres næser flade ind mod vinduet til pressekonferencen, og deres forældre tog billeder med deres smartphones, forsøgte Kasper Hjulmand at tage noget positivt med fra oplevelsen på Tórsvøllur i den færøske hovedstad, Thorshavn.

Håndterede det ikke godt

Altså udover at Danmark stadig er ubesejret i VM-kvalifikationen og ikke har lukket et mål ind i fem kampe, mens forspringet er fem point ned til Israel på andenpladsen inden det indbyrdes opgør tirsdag aften i Parken.

»Det var svært at spille i den her atmosfære, og vi håndterede det ikke godt på banen. De gjorde det svært for os, så stor respekt til dem – både på og uden for banen,« sagde den danske landstræner, inden han konstaterede:

»Alle, der har spillet fodbold, kender den her følelse fra en pokalkamp eller lignende mod underdogs, der spiller præcis på den måde, der er allersværest.«

Derfor svarede han også resolut på spørgsmålet om, hvorvidt Danmark kunne tage noget med fra opgøret i forhold til topkampen mod Israel.

»Nej,« sagde han og skabte en lang pause med et skælmsk smil.

»Vi vandt kampen og blev ved. Der er selvfølgelig elementer, som kan blive brugt, f.eks. med to angribere inde i boksen, hvis vi får brug for det«.

Midt i talestrømmen blev landstræneren afbrudt af en smilende fyr, der hamrede løs på ruden ind til presselokalet. Det var lige så uventet, som da færingerne på tribunen med glædestrålende øjne fulgte deres landsmænd, der var ved at skabe en sensation inde på banen. Andre gange kunne de ikke holde sig nede i sædet længere og sprang i takt på tribunen, så det rungede på det lille stadion i Thorshavn.

Advarer mod israeler

Ligesom under kampen håndterede Kasper Hjulmand den uforudsete hændelse med en tilsyneladende upåvirkelig ro, inden han fortsatte:

»Der er selvfølgelig nogle kombinationer, vi kan tage med. Men grundlæggende er det en helt ny slags kamp på tirsdag«.

Her kan Danmark tage et stort skridt nærmere VM med en endnu en sejr, selv om Kasper Hjulmand bl.a. advarer mod Israels frontkæde anført af Eran Zahavi, der er »en af de mest flyvende angribere i Europa lige nu«.

»Det bliver en helt anden kamp. Vi slog dem 2-0 på udebane, men det er et rigtig godt fodboldhold. Vi skal bruge Parkens energi igen og få cementeret den her førsteplads,« sagde Christian Nørgaard efter kampen.

Midtbanespilleren var én af lyspunkterne blandt de mange reserver på banen. Kasper Hjulmand havde skiftet ni spillere i startopstillingen, og mens såvel Jacob Bruun Larsen som Mohamed Daramy langtfra greb chancen, var der lovende præstationer fra bl.a. Jonas Wind.

Fra leg til alvor

Imens kunne de sædvanlige landsholdsprofiler som Yussuf Poulsen, Joakim Mæhle, Thomas Delaney, Simon Kjær og Pierre-Emile Højbjerg jonglere bolden rundt til hinanden kort før kampstarten. Normalt ville de være i ”zonen” og øve de sidste afslutninger på mål, inden presset fra lægterne skulle beherskes i en grad, så de ville kunne levere deres bedste lige om lidt.

I stedet tjattede de til hinanden og grinede, indtil Kasper Schmeichel gik forbi sine legende kammerater. Med et stenansigt vippede målmanden bolden ud af hænderne på Thomas Delaney, der lignede én, der stod og fortalte en røverhistorie. Så brød Kasper Schmeichel ud i et stort smil, inden ansigtet igen blev alvorligt, for han skulle jo stadig spille.

Det samme gjaldt Andreas Christensen, der viftede sine vanlige startmakkere væk fra det område, hvor spillerne fra startopstillingen skulle forberede sig. Det er reservernes lod at gøre plads til de udvalgte, men lørdag var rollerne byttet om.

I pausen lignede Simon Kjær nærmest en landstræner, da han gestikulerede ind mod banen og lagde en arm om Joakim Mæhle, der havde klædt om til shorts. Sidstnævnte skulle hjælpe med at løfte danskernes spil, der havde været uden rytme i første halvleg, og han lignede også én, der var klar til at tryne færingerne, da han tog et par kraftfulde hop på sidelinjen.

45 minutter senere fyldte han kinderne med luft og pustede ud, mens Thomas Delaney diskuterede et par detaljer med Christian Nørgaard. Midtbanekollegaerne rekonstruerede tilsyneladende en situation fra kampen, de slog begge ud med armene, hvad kan man gøre? Der var ikke længere mange grin, ikke meget leg, bare en svær opgave, der var blevet løst, og så var det videre.

»Alle her på Færøerne har fulgt Danmark under EM, og vi vidste, at det var et vanvittig stærkt hold, selv om de spillede med mange nye spillere i dag,« sagde Hallur Hansson, den færøske anfører.

Den tidligere AC Horsens-spiller ville dog hellere fokusere på sit eget hold:

»Jeg er virkelig stolt af gutterne, og vi gjorde, hvad vi kunne. Men det gik ikke.«

Det gjorde det til gengæld for gæsterne på en aften, som mange danskere sikkert gerne vil glemme – men som ikke desto mindre kan blive afgørende for, at der kan opstå endnu en stor slutrunde for Danmark.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen