Fortsæt til indhold
Sport

Engelske spillere udsat for racisme under landskamp mod Ungarn

Engelske fodboldspillere blev torsdag udsat for racistiske tilråb og abelyde fra ungarske fans. Fifa og Boris Johnson fordømmer på Twitter ungarernes adfærd.

Ungarske fans lavede abelyde og buede af engelske spillere under torsdagens VM-kvalifikationskamp mod Ungarn. Det fortæller journalister fra de britiske medier ITV og Sky Sports. De racistiske tilråb gik ud over Englands Raheem Sterling og Jude Bellingham.

Råbene begyndte, allerede inden kampen gik i gang, mens det engelsk hold knælende for at vise dets støtte til Black Lives Matter-bevægelsen og kampen mod racisme. Da Raheem Sterling under kampen fejrede, at han scorede det første mål, smed ungarske tilskuere ølkrus efter ham.

Et af krusene samlede holdkammeraten Declan Rice op og lod som om han drak af det. Det fik snakken i gang på de sociale medier – ikke kun på grund af den kreative reaktion på racismen, men også fordi den 22-årige brite i juni påstod, at han aldrig før havde drukket en øl.

Declan Rice under dennes drikedemonstration. Foto: Carl Recine/Reuters

Englands manager, Gareth Southgate, hørte ikke råbene, men tager afstand fra den form for racisme:

»Jeg kan kun gå ud fra, hvad du fortæller mig, men hvis det er sket, så er det uacceptabelt,« siger manageren til en journalist fra Sky Sports.

På Twitter skrev Det Engelske Fodboldforbund, at det har bedt Fifa undersøge sagen, og at det støtter spillerne og andre ansatte i kampen for at tackle og belyse diskrimination.

Fifa meddelte fredag, at det på det kraftigste tager afstand fra alle former for racisme og vold og agter at håndtere sagen passende, når det modtager kamprapporten.

Den britiske premierminister tweetede om hændelsen:

Premierminister Boris Johnson skrev på Twitter:

»Det er fuldstændig uacceptabelt, at engelske spillere oplevede racediskrimination i Ungarn i går. Jeg opfordrer Fifa til at tage affære for at sikre, at den form for uanstændig opførsel er udryddet fra fodbold for altid,« skrev han fredag på det sociale medie.

Kampen var på forhånd ”rød-listet” af Fifa på grund af en høj risiko for racisme og homofobi.

Ungarn er allerede blevet bandlyst fra at spille tre kampe på hjemmebane af Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), fordi dets fans var involveret i sager om racisme og homofobi i kampe mod Frankrig og Portugal under EM-slutrunderne tidligere på året.

Det betyder, at holdet skal spille de næste to Uefa-kampe på hjemmebane uden publikum. Det ungarske Fodboldforbund har fået en bøde svarende til 740.000 kr. Men fordi torsdagens kamp ikke blev afholdt i Uefa-regi, var der alligevel tilskuere på Puskas Arena i Budapest.