Skal Danmark ikke længere frygte de små hold? En tendens har været klar under Hjulmand
Flere fremadstormende danskere kan få chancen mod Færøerne og gentage et kunststykke, som landsholdet har skabt under Kasper Hjulmand.
THORSHAVN
En ting er alt det, man siger. Som når Kasper Hjulmand gentager, at »det er ikke let at tage til Færøerne og spille på deres kunstgræs«, så mange gange, at han kommer til at lyde som endnu en iværksætter, der vil »sætte et aftryk på verden ved at arbejde lidt hårdere end alle andre«.
Alt det er ligegyldigt uden handlingerne bag de løfterige ord.
Det er derfor, Simon Kjærs rasende gestikuleren mod Andreas Skov Olsen efter et sløset boldtab midt under 2-0-sejren mod Skotland dækker over mere end øjeblikkets irritation. Eller at Kasper Hjulmand tager fat om nakken på Jesper Lindstrøm og Mohamed Daramy umiddelbart inden den førnævnte kamp, ikke som en irettesættelse af to uvorne knøse, men som en påmindelse om, at »I er heldige at være her, så nyd det og grib muligheden«.
Der er ingen tvivl om, at der kommer en rotation. Det er et stramt, stramt program.Kasper Hjulmand, træner for det danske herrelandshold i fodbold
Når Pierre-Emile Højbjerg knytter næverne efter en kraftfuld tackling, eller Kasper Schmeichel hæver armene i vejret og klapper i handskerne efter et hidsigt tilbageløb af Andreas Christensen, så er det værd at hæfte sig ved.
Alt det er med til at åbenbare, hvorfor ingen opgave ser ud til at være for stor eller lille for det danske herrelandshold i fodbold i øjeblikket. Heller ikke VM-kvalifikationskampen ude mod Færøerne lørdag aften.
Skal passe på
»Vi skal passe på med at gå ind til kampen mod Færøerne på en anderledes måde. Det er vi også modne og rutinerede nok til at vide. Og jeg er sikker på, at bl.a. Kasper (Hjulmand, red.), Kjær og Schmeichel nok skal hjælpe alle med at holde fokus på, at vi ikke må undervurdere dem,« siger Joakim Mæhle.
Såvel Joakim Mæhle som Simon Kjær bliver formentlig sparet mod Færøerne. Til gengæld er det svært at forestille sig, at Kasper Schmeichel vil gå med til at få en pause i målet, mens fremadstormende talenter som Jesper Lindstrøm og Mohamed Daramy kan få chancen i angrebet.
Uanset hvem landsholdet stiller op med for tiden, bliver der leveret. Det gælder også mod de mindre nationer. Danmark har vundet 4-0 i en venskabskamp mod Færøerne og 8-0 mod Moldova i VM-kvalifikationen, siden Kasper Hjulmand tiltrådte for et år siden.
Så hvad er forklaringen på, at Danmark ikke har problemer med at leve op til favoritværdigheden i den slags kampe?
»Det vidner om kvalitet blandt flere spillere, for vi har brugt mange forskellige undervejs. Og det vidner om en samhørighed og en klar måde at se spillet, som vi kan reproducere, uanset hvem der spiller. Der er nogle faste strukturer, som spillerne kan genkende,« siger Kasper Hjulmand.
Udsigt til stor rotation
Da Danmark mødte Moldova få dage efter sejren ude mod Israel under VM-kvalifikationen i marts, skiftede Kasper Hjulmand 10 mand i startopstillingen. Et scenarie, der kan gentage sig nu – tre dage efter sejren over Skotland og med tre dage til den næste VM-kvalifikationskamp mod Israel, der i øjeblikket er danskernes nærmeste forfølger i gruppe F med fem point op til førstepladsen.
»Det handler om at få valgt det hold, der kan komme med mest energi og power, for vi skal spille dynamisk,« siger Kasper Hjulmand.
I et kort øjeblik kommer der en irriteret trækning ved landstrænerens øje, da han bliver spurgt om Færøernes styrke. 4-0-nederlag til både Skotland og Israel vidner ikke om et frygtindgydende mandskab – eller hvad?
»Jeg står heller ikke og taler Færøerne op som et frygtindgydende hold. Men det er et hold, vi har respekt for. Hvis vi ikke spiller hurtigt nok eller har den nødvendige kvalitet og koncentration, så kan det blive en rigtig bøvlet kamp,« siger han.
DBU har samlet alle Danmarks mål i landskampe mod Færøerne:
Olsens debut i tågen
Hvis nogen skulle være i tvivl om sandheden bag de ord, kan de bare spørge Morten Olsen.
»Min første kamp som landstræner for Danmark var netop i Thorshavn i 2000. Det var en venskabskamp, hvor tågen pludselig drev ind over byen, så man dårligt kunne se tilskuerne. Det er ikke et berusende stadion at være på, og det skal spillerne være klar til at håndtere. Der står ikke 35.000 tilskuere og hepper på dem ligesom mod Skotland. I stedet vil der være 5-6.000 færinger, der har det her som højdepunktet i VM-kvalifikationen,« siger han om kampen, som Danmark dog vandt med 2-0.
»Det gælder om at komme ned på jorden uden at tage selvtilliden og spillelysten ud af holdet. Den opgave ligger hos hele staben omkring holdet, ligesom de styrende og rutinerede spillere på holdet skal træde ind, hvis de observerer, at nogen af holdkammeraterne begynder at tage let på det,« siger Morten Olsen.
Fra 2000 til 2015 så Morten Olsen bl.a. sine spillere vinde 6-0 over Malta og Island. Omvendt har han også oplevet at tabe til Armenien, ligesom han kunne se Malta komme foran med 1-0 i Parken, inden Ebbe Sand vendte VM-kvalifikationskampen med to mål i sommeren 2001.
»Det er et godt eksempel med kampen mod Malta. Vi angreb ikke kampen forkert, men vi fik problemer, fordi de scorede på deres første chance. Tjekkiet spillede også 1-1 mod Malta i løbet af den kvalifikation. Der opstår den slags overraskelser en gang imellem, og det skal man forberede spillerne på,« siger Morten Olsen.
Man skal ikke se langt tilbage for at få øje på truslen. Senest spillede Frankrig 1-1 mod Bosnien-Hercegovina på hjemmebane, mens Ukraine spillede uafgjort mod Kasakhstan.
»Jeg plejer lige at nævne de ting, jeg f.eks. har set i denne VM-kvalifikation med nogle meget overraskende resultater. At det kan ske for os, hvis vi ikke er klar,« siger Kasper Hjulmand og slår fast:
»Indtil nu har der været en stor forståelse for, hvor vigtigt det er at fyre den af, hvis der bliver peget på én.«
Det bliver bekræftet, uanset om man taler med unge talenter som Jesper Lindstrøm med to A-landskampe bag sig: »Jeg er klar til at komme ind og give den gas, og det ved Hjulmand også« – eller ser på attituden fra rutinerede spillere som Simon Kjær.
Og så får landstræneren til sidst lov til at gentage de ord, der efterhånden er blevet et mantra:
»Det er svært at tage til kunstgræsset på Færøerne og forvente, at dem skal vi bare vinde over. Alle i fodbold ved, at den her slags kampe er svære. Vi skal være fokuseret på opgaven, og hvordan vi vil præstere os selv. Og så skal vi fyre den af.«