New England Patriots har fyret tidligere MVP kort før sæsonstart
Cam Newton skal finde et nyt hold, efter at New England Patriots har smidt quarterbacken på porten.
NFL-stjernen Cam Newton er blevet arbejdsløs.
Med mindre end to uger til sæsonstart har New England Patriots fritstillet quarterbacken, der ellers var i en duel om at starte på positionen for holdet.
Det beretter en række amerikanske medier, og Newton har selv forholdt sig til fyringen på Instagram.
- Jeg sætter pris på den kærlighed og støtte, jeg har modtaget i dag, men I skal ikke have ondt af mig. Jeg klarer mig, skrev han efterfulgt af en blinkende emoji.
Den seneste måned har Cam Newton kæmpet med førsteårsspilleren Mac Jones om at blive quarterback for holdet. Jones trak sig altså sejrsrigt ud af den duel.
I den forgangne sæson var Newton da også et stykke fra det niveau, der tidligere gjorde ham til en af de største profiler i verdens bedste liga for amerikansk fodbold.
Newton havde sin bedste sæson i 2015. Her blev han kåret som NFL’s mest værdifulde spiller, MVP, og førte Carolina Panthers i Super Bowl.
Holdet tabte finalen til Denver Broncos, og hverken Panthers eller Newton har været i Super Bowl siden.
32-årige Cam Newton har spillet 140 kampe i NFL’s grundspil. Han har kastet for 4348 yards, 190 touchdowns og 118 interceptions på ti sæsoner.
Der er gang i den helt store fyringsrunde i NFL i disse dage.
Holdene skal trimmes til 53 spillere, og det betyder, at en lang række spillere kommer til at stå uden arbejde.
Det vides endnu ikke, om NFL’s eneste dansker, Hjalte Froholdt, er at finde på et hold, når ugen er omme.
Froholdt, der i sidste sæson var holdkammerat med Newton hos Patriots, har kontrakt med Houston Texans, som tirsdag aften dansk tid ikke har offentliggjort sin endelige trup.