Fortsæt til indhold
Sport

Brøndby-chef er ikke bekymret: Præstationerne er gode

Både OB og Brøndby har haft en vaklende start på sæsonen, men de to mandskaber hæfter sig ved præstationerne.

/ritzau/

OB og Brøndby bragede sammen i en underholdende 2-2-affære lørdag aften, men det er ikke alt, der har været lige sjovt for de to mandskaber, som begge har haft en vaklende start på sæsonen i Superligaen.

OB har nemlig kun fået én sejr, og Brøndby er stadig uden sejr efter sæsonens første seks kampe.

Det er noget, der frustrerer Brøndby-træner Niels Frederiksen, men han understreger, at han hæfter sig ved, at præstationerne går i den rigtige retning.

- Jeg kigger mere på præstationer end resultater, og i de fleste kampe skulle vi statistisk set have vundet kampene. Jeg er sikker på, at resultaterne kommer på et tidspunkt.

- Hvis vi bliver ved med at levere gode præstationer, så vil resultaterne ikke blive ved med at udeblive. Det vil være ulogisk.

Niels Frederiksen fortæller, at han synes, at Brøndby spillede en god kamp mod OB, og at det er selvforskyldt, at det ikke blev til en sejr.

- Det er bittert, fordi det er vores egen skyld. Det er manglende kvalitet, der gør, at vi ikke vinder kampen.

Jeppe Tverskov var tilfreds med lørdagens præstation, men OB’s forsvarsprofil understreger, at han ikke bruger meget tid på tabellen.

- Det er jo en ekstremt tæt liga, det er kun ganske få hold i toppen, der stikker af, så det er ekstremt svært at sige, hvor det peger hen lige nu.

- Det er marginaler, det drejer sig om. Hvis Brøndby havde scoret til 3-0, så ville situationen have set helt anderledes ud.

Jeppe Tverskov var trods pointtabet mod Brøndby stolt af OB’s indsats i kampen, hvor fynboerne vendte 0-2 til 2-2.

- Det, vi skal tage med os, det er jo comebacket. Det var en vild kamp, men det er klart, at sådan en afslutning på kampen giver noget til moralen på holdet, siger han.