Viktor Axelsens guldtårer var for andre end ham selv: »Jeg er ikke nem at være far for, manager for, forlovet med eller bror til«
»Jeg er lidt en sær snegl til tider,« erkendte Danmarks måske mest dedikerede atlet efter OL-finalesejren, der gjorde ham til landets bedste badmintonspiller i historien.
TOKYO
Enhver elitesportskarriere består af et par definerende øjeblikke.
For nogle atleter er det særlige øjeblik indledningen på en tragedie, der vender vrangen ud på alt det eksisterende. For andre er øjeblikket en åben port til et lykkeunivers, de ikke troede fandtes.
Det er disse øjeblikke, disse få sekunders historieskrivning, vi husker og taler om over aftensmåltidet mange år senere. Et voldsomt vrid i knæet, en sen scoring i overtiden, et styrt før målstregen eller måske et afgørende baghåndssvirp i en olympisk badmintonfinale i Tokyo.
Jeg er ikke nem at være far for, manager for, forlovet med eller bror til.
Er man så heldig at have et dansk pas, et fjernsyn, et bankende hjerte og en minimal forståelse af sportens dramaturgi, er det let at udpege Viktor Axelsens karrieredefinerende øjeblik.
Klokken nærmede sig kvart i tre om eftermiddagen dansk tid, da hans kontrollerede slag til et stykke kork med påsatte gåsefjer løftede ham op i en helt speciel kategori af danske sportsstjerner. Fjerbolden landede på baglinjen, sikrede ham det sejrsgivende point og gjorde ham til olympisk guldvinder – og den bedste spiller i dansk badmintonhistorie.
Straks forstod alle, hvad den aktion betød for den 27-årige fynbo. Han lignede en mand, der havde set en lysende engel og en trafikulykke på samme tid, men alligevel var ingen for alvor i tvivl om, hvad han følte, mens tårerne væltede ned ad hans kinder. Tårer af lettelse og forløsning.
»Det er, som om du hopper ned i et sort hul af glæde, dopamin og følelser,« forklarede Viktor Axelsen efter finalesejren på 21-15, 21-12 over kinesiske Chen Long, den tidligere olympiske mester, der aldrig var i nærheden af at slå danskeren.
»Jeg har stor respekt for Chen Long, og han kom efterfølgende over til mig og sagde, at jeg fortjente sejren, og at min præstation havde været fremragende. Jeg takkede og fortalte ham, at han har været en stor inspiration for mig, og så spurgte jeg, om vi kunne bytte trøjer. Og det gjorde vi.«
Viktor Axelsen har i sin professionelle karriere vundet så mange medaljer, at hans 10 måneder gamle datter leger med dem i familiens hjem i Charlottenlund. EM, VM og All England er nogle af de største triumfer, men efter Axelsens bronzemedalje ved OL i Rio for fem år siden har hans altoverskyggende mål været at iklæde sig det ædleste metal på den største scene.
Meget er han gået igennem for at kunne stille sig øverst på podiet i Musashino Forest Sports Plaza. Mange mennesker er også blevet tilsidesat, og derfor tilhørte Axelsens ustoppelige guldtårer i Tokyo andre end kun ham selv.
»Jeg fatter det slet ikke. Jeg er ikke nem at være far for, manager for, forlovet med eller bror til. Jeg er lidt en sær snegl til tider, for det skal man være for at komme til tops i en individuel sport. Men de ved også godt, at jeg altid har Viktor med,« sagde han.
»Jeg skal ikke retfærdiggøre, at jeg gør alle disse ting, men når alt er sagt, så betyder det, at jeg kan komme hjem med en OL-guldmedalje, at jeg og alle omkring mig føler, at det er derfor, vi gør det. Det er derfor, jeg rejser meget, træner meget og spiser så meget mærkeligt,« smilte han.
Ikke siden Poul-Erik Høyers triumf i 1996 er Danmark nået til tops i badminton ved OL. Den 25 år lange guldtørke er nu ovre, efter at Viktor Axelsen på 10 dage har banket seks modstandere uden at afgive et eneste sæt. En voldsom magtdemonstration bygget på flere års slid, og derfor ser Axelsen nu frem til en pause på bagkant af diverse OL-ceremonier og fejringer.
»Mit næste mål er at holde fri og ikke tænke på sengetider eller antallet af kulhydrater i næste måltid,« sagde han.
»Nu skal jeg nyde det her og så komme tilbage på træningsbanen endnu stærkere.«
