Biles og USA skuffede, da det kun blev til sølv
Forventningerne til OL’s største stjerne er tårnhøje, men tirsdag trak hun sig fra konkurrence efter at have fejlet en øvelse.
TOKYO
Tvivlen om en af OL’s største stjerne er fuldendt. Efter flere mærkværdige indsatser i kvalifikationen, hvor hun var tæt på slet ikke at komme videre til finalen i den forskudte barre, tegner der sig et billede af, at hun er skadet – eller helt ved siden af sig selv. Meldingerne gik i forskellige retninger. Ifølge det amerikanske gymnastikforbund, USA Gymnastics, udgik hun med et »medicinsk problem«.
»Hun vil blive vurderet dagligt for at få lægelig godkendelse til fremtidige konkurrencer,« skrev forbundet.
I holdkonkurrencen kiksede hun fuldstændigt i den første disciplin, spring over hest, fik den laveste score af de tre amerikanere, og derefter så hun til fra udskiftningsbænken.
Jokede med holdkammerater
Hun var dog hverken mere skadet eller ved siden af sig selv, end at hun kunne gå rundt og joke med sine holdkammerater, juble, når de klarede sig godt, kramme, og hun havde endda overskud til at klappe de russiske konkurrenter i hånden, når de havde været i aktion.
USA kvalificerede sig som nummer to og var derfor i direkte konkurrence med Rusland, der i de to første discipliner var USA overlegent, men på bommen lod amerikanerne komme ind i kampen igen med to meget lave scorer, hvorfor USA kun var et point efter, da det hele skulle afgøres i gulvøvelsen. Her kiksede Simone Biles’ erstatning, Jordan Chiles, da hun satte sig på bagen efter en rotation, og så var det bal forbi.
Guld til Rusland
Rusland blev suveræn OL-guldvinder, mens Simone Biles og USA må nøjes med en sølvmedalje. Sådan en har Simone Biles i OL-sammenhæng aldrig fået.
I 2016 tog hun fire guldmedaljer og en bronze, hvilket er det højeste antal guldmedaljer til en kvindelig gymnast ved et enkelt OL nogensinde. Hun har i Tokyo mulighed for seks medaljer, så hun har altså mulighed for at øge den statistik – hvis hun altså er klar til kamp.
Sølvmedaljen betyder, at hun øger sin samlede høst til 31 medaljer, hvor 25 er ved VM (19 af guld), og hun er den gymnast, der har vundet flest medaljer i verden.
I de kommende dage skal Simone Biles så forsøge sig på barre, bom, spring over hest, øvelser på gulv og mangekamp – hvis hun er klar.