Fortsæt til indhold
Sport

Brøndby fandt aldrig mesterformen og delte med Viborg

En fysisk pragtkamp sendte Viborg på en foreløbig tredjeplads i Superligaen efter 1-1 i Brøndby.

Brøndby fandt ikke mesterformen mod Viborg og har stadig sin første Superligasejr til gode i denne sæson efter en skuffende uafgjort på hjemmebane.

Brøndby IF er denne sæson blevet en række profiler fattigere, efter afgangen af spillere som Anthony Jung, Marvin Schwäbe og Jesper Lindstrøm. Ondt bliver måske endda værre, da det kort inden søndagens kampen blev annonceret, at klubbens anfører Andreas Maxø ikke ville spille med i denne kamp, da han lige nu forhandler med en anden klub.

Denne søndag skulle Brøndby så forsøge at få sit nye hold til at spille sammen på samme elegante måde som sidste sæson. Men forløsningen kom ikke for Brøndby, da holdet spillede 1-1 mod Viborg FF.

Det var da også Brøndby, der startede kampen bedst. Efter et kvarter var vestegnsklubben få centimeter fra at komme foran 1-0, men et forsøg blot få meter fra mål blev blokeret på Viborgs målstreg.

Viborg FF kom ind til denne kamp med et forrygende resultat i klubbens første Superligakamp mod FC Nordsjælland. Den kamp vandt Viborg FF 2-1.

Selvom Viborgs spil så ud til at flyde denne søndag, var det Brøndby, der dominerede. Efter små 20 minutter fik Brøndby et frispark et stykke fra feltet. Josip Radosevic forsøgte overraskende at skyde direkte på mål – det viste sig at være en god idé. Boldens bane knækkede, og Viborgs målmand Lucas Lund Pedersen kiksede fuldstændig sin redning og kunne ikke holde bolden væk fra netmaskerne. Dermed fortjent 1-0 til Brøndby.

Mestersangen forstummede, da Viborgs Lars Kramer udlignede hjemmeholdets føring, og måltavlen viste 1-1 til sidste dommerfløjt på Brøndby Stadion. Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

»Vi er mestrene!«

Lydkulissen på Brøndby Stadion var som altid eminent, også selvom stadion stadig ikke må være fyldt helt op grundet corona. Det stoppede dog ikke de tilstedeværende tilskuerne i at bære deres hold frem fra tribunerne.

Viborg FF havde glimtvise chancer gennem hele første halvleg, men virkede ikke til at være farlig, når holdet sneg sig op på den sidste tredjedel af banen. Omvendt var Brøndby en konstant trussel, når holdet spillede sig op på Viborg banehalvdel. Mens hjemmeholdet angreb, begyndte tilskuerne at råbe »Vi er mestrene!« om og om igen. Deres hold spillede også første halvleg som et mesterhold.

Hvor er topscoreren?

Sidste sæson blev Mikael Uhre topscorer i Superligaen med 19 mål i 32 kampe. Den imponerende statistik vil han uden tvivl gerne følge op på, men denne søndag havde han svært ved at finde målscorergenet frem.

Brøndby startede anden halvleg i fuld kontrol og efter blot fire minutter, stod Mikael Uhre pludselig fri til at slå et indlæg ind i fødderne på Simon Hedlund, men det blev for upræcist og chancen forspildt.

Viborg er kendt for at spille på fysikken og er et farligt hold tæt på mål. Det fik holdet også vist glimt af, da Brøndby pludselig stoppede med at spille fodbold og overlod begivenhederne til Viborg. Det hele kulminerede for Viborg, da et langt indkast efter tumult i feltet pludselig endte for fødderne af forsvarsgeneralen Lars Kramer, som skød bolden op i det lange hjørne.

Nu var gode råd dyre for Brøndby, som ledte og ledte efter åbninger i Viborg-forsvaret, men hullerne var få, og Viborg-spillere var kloge og trak tiden, hver gang muligheden bød sig. Da dommeren fløjtede, kunne Viborg-spillerne juble, mens Brøndby nu må se frem til næste kamp mod Vejle på udebane.