Cykelløbschef: »Jeg er ikke i tvivl om, at interessen vil stige i år«
Postnord Danmark Rundt forventer en stigning i antallet af tilskuere, og det er der specielt én grund til.
Det var en historisk succes for dansk cykelsport, da Jonas Vingegaard endte på Tour de France-podiet.
Med den danske andenplads i verdens største cykelløb følger en stigende interesse blandt danske cykelfans for at stille sig ud på de danske landeveje og juble, når Postnord Danmark Rundt begynder 10. august i Struer.
Det mener løbschefen for Postnord Danmark Rundt, Frank Hyldgaard.
»Jeg er ikke i tvivl om, at interessen vil stige i år efter Vingegaards succes. Publikumsinteressen har altid været kæmpe, kæmpe stor omkring løbet, men det her gør bestemt ikke interessen mindre,« siger Frank Hyldgaard.
Publikumsinteressen har altid været kæmpe, kæmpe stor omkring løbet, men det her gør bestemt ikke interessen mindre.Frank Hyldgaard, løbschef for Postnord Danmark Rundt
Sidste år blev løbet aflyst pga. corona, men på trods af en forventet stigning i antallet af tilskuere vil der ikke være betragtelige coronarestriktioner under løbet i år.
»Vi har haft mange dialoger med politiet undervejs gennem det seneste år, hvor coronasituationen har forandret sig konstant – lige nu er det hele faktisk meget positivt omkring publikum. Vi opfordrer selvfølgelig til, at folk tænker sig om og holder god afstand, men lige nu vil der ikke være nogen decideret restriktioner,« siger Frank Hyldgaard.
Cavendish er åben
Postnord Danmark Rundt har før i tiden tiltrukket store udenlandske hold til løbet – i år er ingen undtagelse. Hold som hollandske Jumbo-Visma, som Jonas Vingegaard kører for, og belgiske Deceuninck Quick-Step deltager i det danske cykelløb. På sidstnævnte hold kører en af verdens helt store stjerner, Mark Cavendish.
Årets Tour de France har været kulminationen på et stort comeback til den 36-årige brite, efter at han i flere år har været langt fra fordums styrke grundet en række skader og flere sygdomsforløb.
Nu er briten frisk igen og har fundet hurtigheden, han har manglet i flere år. Og måske han skal bruge sin tilbagevendende fart i Danmark.
»Vi fortjener en god fejring. Det har været tre lange uger, og så må jeg se... Måske Danmark Rundt. Jeg ved ikke, om jeg skal køre det,« siger han til TV 2 SPORT.
Men at store navne kigger mod det danske cykelløb, har intet at gøre med Jonas Vingegaards succes, mener løbschef Frank Hyldgaard.
»Vi håber på at kunne tiltrække store udenlandske navne til løbet, men jeg tror ikke, Vingegaards succes vil have indflydelse på det. Tilbage i oktober, da vi begyndte at kontakte de forskellige hold, kiggede vi på, hvilke World Tour-hold der har flest danskere på holdet,« siger han og tilføjer, at danskerne er vigtigst.
»Nu er der så mange danske ryttere med højeste niveau, og det er dem, vi går efter at få med. Det er dem, danske fans gerne vil se.«
Her er interessen stor
Målområderne er som regel de mest attraktive steder at stå, når cykelentusiasterne skal udse sig et sted at stå og se rytterne blæse forbi. Sådan vil det også blive i år, spår Frank Hyldgaard.
Hvorfor skulle folk, som måske ikke er cykelentusiaster, tage ud og se Postnord Danmark Rundt?
»Hvis man kan lide at sidde i sofaen og se cykelløb i fjernsynet, så giver det noget ekstra at komme ud og se en sportsbegivenhed som denne i virkeligheden. Det kan jeg kun opfordre folk til – ellers vises det også i tv, hvis det ikke lige passer at komme ud og se på,« siger løbschefen.