Fortsæt til indhold
Sport

»Den hurtigste nogensinde« kan blive tvunget til at stoppe

Mark Cavendish har hentet mindeværdige sejre, men et uønsket karrierestop truer for den britiske sprinter.

Han kan fremstå charmerende og arrogant. Temperamentsfuld og humoristisk.

Mark Cavendish har vist mange facetter af sig selv gennem karrieren, men der skete alligevel noget specielt søndag eftermiddag. Tårerne trillede ned bag solbrillerne, mens den 35-årige brite varslede et karrierestop.

Tre dage senere så det hele ud til at slutte, hvor det startede; i endagsløbet Scheldeprijs, hvor Mark Cavendish hentede sin første store sejr i 2007 og nu tilsyneladende kørte karrierens sidste løb.

Mark Cavendish og sportsdirektør Brian Holm efter femte etape af Tour de France i 2008. Cavendish havde sin karrieres mest succesfulde periode sammen med Brian Holm hos HTC-Columbia og siden Quick Step. Og ja ... Cavendish vandt etapen efter et spurtopgør med Oscar Freire, Erik Zabel, Thor Hushovd og Baden Cooke. Foto: Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix
Han er vel nok den hurtigste sprinter nogensinde.
Brian Holm, sportsdirektør for Quick Step – om Mark Cavendish

Egentlig ønsker han ikke at stoppe. »Jeg har givet mit liv til den her sport og vil gerne fortsætte,« har han udtalt.

Omvendt står han uden kontrakt efter to sejrsløse sæsoner og midt i en krisetid for cykelsporten på grund af coronapandemien.

Uanset hvad har Mark Cavendish skabt en mindeværdig karriere med bl.a. 30 etapesejre i Tour de France, en sejr i klassikeren Milano-Sanremo og triumfen ved VM i København 2011.

Eller som det lyder fra Brian Holm, der var med til at føre sprinteren frem hos HTC-Columbia:

»Han er vel nok den hurtigste sprinter nogensinde.«

»Du har ødelagt mit liv«

Karrieren kulminerede for 10 år siden, da Mark Cavendish tre år i træk vandt mindst fem Tour-etaper.

Siden da endte han hos Team Sky, Quick Step, Team Dimension Data og senest Bahrain-McLaren.

Den mest succesfulde periode tilbragte han sammen med Brian Holm hos HTC-Columbia og siden Quick Step. Også selv om Mark Cavendish indimellem lod frustrationerne gå ud over den danske sportsdirektør.

I 2013 blev Brian Holm f.eks. kortvarigt vraget som forlover ved britens forestående bryllup efter at have presset Mark Cavendish til at fortsætte under et udbrud i Tour de France.

»Forsvind ud af mit værelse. Du har ødelagt mit liv,« sagde Mark Cavendish ifølge Brian Holm efter etapen, som briten ellers vandt.

Næste morgen gav han Brian Holm en lammer og brød ud i et grin. Så vidste de begge, at alt var godt igen.

»Han har altid troet på sig selv, og det er det mest afgørende for en sprinter. Ingen sprintere går gennem karrieren uden at knække på et tidspunkt. Og Mark har haft mange uheld, bl.a. da han brækkede kravebenet under Touren i 2014. Dengang var han i sit livs form og missede vel tre-fire etapesejre, der kunne have gjort ham endnu mere historisk,« siger Brian Holm med henvisning til Eddy Merckx’ rekord med 34 etapesejre i Tour de France.

Se 10 udvalgte Mark Cavendish-sprint: