Zlatan Ibrahimovic fører krig mod den svenske landstræner
Den svenske stjerne har i fire år langet ud efter det svenske fodboldforbund.
Zlatan Ibrahimovic har ikke spillet landskampe siden 2016, men den 38-årige svenske angriber fortsætter med at sætte det svenske fodboldforbund (SVFF) på prøve.
Senest skete det, da den svenske landstræner, Janne Andersson, ikke lod Dejan Kulusevski starte i Nations League-kampen mod Frankrig.
»Hvilken forbandet joke. Endnu et bevis på, at inkompetente personer på de forkerte positioner kvæler svensk fodbold,« skrev Ibrahimovic på Twitter.
Hans udfald kom, efter at Janne Andersson ikke ville udtale sig om Dejan Kulusevski.
»Kan vi ikke tale om dem, der spillede og var gode,« spurgte Janne Andersson de svenske medier efter kampen mod Frankrig, da han fik flere spørgsmål om Kulusevski, der spiller for Juventus.
Ibrahimovic’ bemærkning er faldet formanden for SVFF, Karl-Erik Nilsson, for brystet.
»Jeg synes, at det, han siger om Janne Andersson, er helt forkert. Det gavner ikke hans eftermæle, og det er trist, at den type uvederhæftige udspil kommer,« siger Karl-Erik Nilsson til Aftonposten.
Zlatan Ibrahimovic har stort set ført kamp mod SVFF, siden han – frivilligt – stoppede på landsholdet.
Da landsholdet kvalificerede sig til VM i 2018, mente Zlatan Ibrahimovic, at han burde have været udtaget til slutrunden i Rusland. Dengang var det mediernes skyld, at han blev sorteret fra.
»Det er mentaliteten i svensk presse. Jeg har ikke et typisk svensk navn. Jeg har ikke den typiske svenske attitude eller opførsel, men jeg har stadig rekorden på landsholdet,« sagde han dengang.
Det betød, at Janne Andersson endnu en gang måtte forholde sig til sin tidligere spiller, selv om Sverige lige havde kvalificeret sig til VM.
»Det er ufatteligt. Det er halvandet år siden, at han stoppede, og vi snakker stadig om ham,« sagde Janne Andersson.