Badmintonstjerner langer ud efter All England-arrangør
All England burde have været aflyst på grund af coronavirus, siger indiske Saina Nehwal og danske Mads Conrad.
I søndags kunne den danske badmintonstjerne Viktor Axelsen realisere sin drengedrøm, da han strøg til tops ved All England.
Men ifølge en af verdens bedste kvindelige spillere, inderen Saina Nehwal, og danske Mads Conrad-Petersen burde Axelsen og de øvrige finalister aldrig have spillet om titlerne søndag.
For mens All England fortsatte i hallen i Birmingham, blev stort set alle andre sportsbegivenheder i Europa aflyst eller udsat på grund af den potentielt dødelige coronavirus.
Og det burde den hæderkronede badmintonturnering også være blevet, mener de to.
Om at turneringen fortsatte skriver Saina Nehwal på Twitter:
- Den eneste grund, jeg kan komme i tanke om, er, at i stedet for at tænke på spillernes helbred og følelser, så vægtede man økonomiske årsager højere.
- Ellers var der ingen grund til at lade All England 2020 fortsætte i sidste uge.
Det skriver hun, mens hun henviser til den danske doublespiller Mads Conrad-Petersens tweet, som lyder:
- Mens verden lukker ned som følge af coronavirus, bliver jeg bekymret og flov over, at All England blev afviklet under helt normale forhold, skriver han.
- Det kan tage op til 14 dage, før du mærker, at du er syg. Jeg kan ikke lade være med at være lidt nervøs. En forfærdelig beslutning (af arrangøren, red.).
Conrad-Petersen var selv med i turneringen, hvor han sammen med makkeren Mathias Boe røg ud i første runde onsdag. Det samme gjorde Saina Nehwal i damesingle.