Ingen blå mærker, men masser af krydser i kalenderen
I weekenden slog Sarah Mahfoud sig til den midlertidige VM-titel i boksning i fluevægt.
»Det er en fuldstændig vanvittig oplevelse. Jeg har kæmpet så meget for det igennem min træning og har brugt meget tid på det, så det var virkelig fedt, at det lykkedes,« siger Sarah Mahfoud.
Efter at have besejret argentineren Brenda Karen Carabajal i titelkampen om IBF-bæltet den 1. februar kan Sarah Mahfoud stadig mærke den rus, der kommer efter at have vundet en stor kamp.
»Jeg tror ikke, det helt er gået op for mig, hvor stort det egentligt er. Der går nok lidt tid, før man helt forstår det,« siger hun.
Sarah Mahfoud kan nu kalde sig interimsverdensmester i fluevægt. Interim er en betegnelse for et midlertidigt verdensmesterskab.
Jeg er overrasket over, hvor få skader jeg har fået denne gang. Jeg har et lille mærke ved mit ene øje.Sarah Mahfoud, verdensmester og nummer 1 på IBF’s verdensrangliste
Den egentlige IBF-verdensmester i fluevægt, Jennifer Han fra USA, har ikke bokset siden 2018, fordi hun er blevet mor. Hun gør comeback den 15. februar, hvor det efterfølgende bliver afklaret, om Sarah Mahfoud snart skal forsvare sin nye VM-titel.
IBF-bæltet har ikke kun glædet Sarah Mahfoud, men også kastet flere invitationer af sig.
Torsdag spiste hun og hendes venner og familie de berømte rådhuspandekager på Københavns Rådhus på invitation af overborgmester Frank Jensen.
»Det synes jeg er kæmpestort,« sagde hun om den officielle hyldest.
Senere venter en rejse til Færøerne. Sarah Mahfouds mor er færing, og hun har selv boet der, indtil familien flyttede til Danmark, da hun var fire år gammel:
»Jeg skal op at hilse på lagmanden på Færøerne, det glæder jeg mig rigtigt meget til.«
»Kroppen er lidt træt«
I tiden op til kampen trænede Sarah Mahfoud to gange om dagen, mandag til lørdag. Hun skiftede imellem løbe- og styrketræning og trænede derudover også med sin træner.
»Kroppen er lidt træt. Men det er klart, for jeg har trænet rigtigt hårdt op til kampen. Kampen var også hård. Men jeg har det godt, det er ikke sådan, at jeg har ondt, eller at jeg har skader,« siger Sarah Mahfoud.
»Jeg er overrasket over, hvor få skader jeg har fået denne gang. Jeg har et lille mærke ved mit ene øje,« siger hun.
I forhold til fremtiden er det endnu for tidligt at sige noget om det næste træk. Sarah Mahfouds promoter og manager, Mogens Palle, skal først have styr på praktiske ting, som hører med til at vinde en titelkamp.
»Jeg glæder mig til at skulle forsvare den nye titel, og så er der selvfølgelig nogle andre titler derude, som kunne være sjove at kigge efter. Men lige nu tager jeg det stille og roligt og nyder den IBF-titel, som jeg har fået, og det er kæmpe stort,« siger Sarah Mahfoud.